Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - De indre Forholde - Salmedigtningen - Prædikenen i Middelalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
496 Den frie Pavekirke
Misddelalderen mærkes: »Nu bede vi den Helligaand«, som er udvidet med;tre
Vers af Luther og oversat af Landstad. Gndvidere maa nævnes: ,,Ct lidte
Barn saa lysteligt«, ,,Krist stod op af Døde« og ,,Krist til Himmels mon fare«,
alle kjendte og kjære for det norske Kirkefolk· Af danske Salmer fra det femtende
Aarhundrede mærkes Mester Mikkels kjendte: ,,Synden gjør Mennesket blind og
lam,« ,,O Jesu hør mig for din Død,« »Den Ædelsten saa rosenrød« samt ,,Jeg
lægges til Jorden i en Blee.« Endelig maa nævnes følgende af ukjendte danske
Forfattere, hvis Salmer i Reformationstiden blev noget ændrede: ,,Fryd dig, du
Kristi Brud,« »Maria hun er en Jomfru ren,« ,,Jeg vil mig Herren love«, ,,Det
hellige Kors vor Herre han bar«, ,,O, Jesu for din Pine« og »Den signede Dag,
som vi nu se.« Om denne sidste skriver A. G. Rudelbach træffende: ,,Den gamle
kristelige Dagvise er en almindelig Festhymne og Dagvise tillige: Herrens Fødsel
og Kors rækker hinanden Haanden, hans Opstandelse og evige Magt gaar som
en Livsaande gjennem det Hele, og den dybe Morgen- og Aftenbetragtning indfatter
den som det, et kristent Menneske alle Dage maa vende tilbage til.«
Skulde man i Korthed udtrykke det karakteristiske ved Middelalderens Salme-
digtning, saa bestaar det maaske deri, at det Poetiske er overveiende fremfor det
religiøse, den fyldige Hjerteudgydelse og den yppig straalende Billedpragt fremfor
den bibelske Fromheds Simpelhed· Med Rimet er der fremkommet et musikalsk
Princip istedetfor det plastiske og en rigere Tonefylde istedetfor den gamle Sim-
pelhed. Medens den ægte Trang til Frelsen i de gamle oldkirkelige Sange helst
holder sig til Frelsens Kilde, Jesus Kristus, griber denne Tids poetiske Trang
ogsaa efter Personer og Begivenheder, som grupperer sig nærmere eller fjernere om
Frelseren. Maria besynges næsten ligesaa hyppig som hendes guddommelige Søn,
og Smerten over Sønnens Lidelser lader Digteren helst lyde fra Moderens Hjerte-
De gamle Sanges Tro er mere rodfæstet i Samvittigheden end i Følelsen, den
lægger mere Vægt paa Bodens oprigtige Frugter end paa indre Erfaringer J de
gamle latinske Sange synes Romerfolkets ædruelige, praktiske Kraft at træde frem i
evangelisk Skikkelse, medens i de senere den til Overmaal og Lidenskabelighed stigende
Følelse hos de romerske Folkeslag lægger sig for Dagen. Den protestantiske
( Jnteresse ved disse Sange vil, med al Erkjendelse af det deri aabenbarede Troesliv,
det dybe Samvittighedsalvor, der kundgjør sig i mange af dem, dog fornemmelig
være af poetisk Natur, ogsaa af den Grund, at Marias og de Helliges Tilbedelse
har tilvundet sig en uevangelisk Betydning, saa at vi vel kan glæde os poetisk ved
dem, men ikke kan tilegne os dem religiøst« Det er meget betegnende, at Luther,
som har overført flere latinske ·Hymner i tysk Sprog og Tone, næsten udelukkende
øser af den ældre Tid. Det er paatageligt, at den tysk-evangeliske Kirkesang i dens
første strenge, objektive Periode i Reformationstiden har et stort Slægtskab med
den ældre Tids Sang. Alle protestantiske Salmedigtere har ogsaa i sine Over-
sættelser af Hymner fra Middelalderen i større eller mindre Grad omdigtet eller
gjengivet frit disse Sange; de har omsmeltet dem og skilt Ud Slagget, forat de
lutrede og fornyede ved Reformationens Aand kunde straale i ren evangelisk
Glans, naar de af Menigheden skulde benyttes under Gudstjenesten i Kirken eller
ved Andagt i Hjemmets stille Kreds.
prædilkenen i Middelalderen
— terat den kristelige Prædikekunst i Oldkirken havde naaet en betydelig
Høide og øvet stor Jndflydelse paa den kristelige Erkjendelse og det aande-
lige Liv, sank den straks ved Middelalderens Begyndelse. J det
— første Tidsrum, da de germaniske Folk samles ind i Kirkens Skjød,
lyder Prædikenen paa Folkesproget ofte med stor Dygtighed fra mange Missionærers
Mund. Den er væsentlig Missionsprædiken. Naar Troesbudet traadte frem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
