Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - De indre Forholde - Prædikenen i Middelalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Prædikenen i Middelalderen. 497
for Hedningerne med Krusifikset i den ene Haand og en ofte prægtig skrevet Evan-
geliebog i den anden, gjorde han sig Umage for at tale til Hedningernes Hjerte enten
ved Tolk eller umiddelbart. Om de store Missionærer G allus (s 640), Bonifacius
(Js 755) og Ansgar (—s- 865) siges det utrykkelig, at de kunde prædike paa ved-
kommende Hedningesolks eget Tungemaal baade med gribende Alvor og stor Virkning.
Det samme fortælles om Liudger (s 809); han var en veltalende Prædikant,
der forkyndte Friserne Frelsens Vei i deres eget Sprog. Men baade denne
Missionsprædiken og de latinske Taler fra denne Tid mangler i høi Grad Eiendom-
melighed. De viser tilbage til Oldkirkens store Mestre, især Ambrosius
(s 397) og Augustin (4s 430), og er i større eller mindre Grad en Efterklang af
disse Mænds Taler. Af disse var det især Aiigustin, der toges som Forbillede
af Missionærerne, naar Prædikenen skulde anslaa en folkelig Tone. J næsten
hele Vesteuropa og i Norden var den augustinfke Priedikemaade den raa-
dende. Ambrosius’s Betragtning af Bibelordet i dets overførte Betydning. hans
Lignelser og deres Anvendelse paa Menneskelivet gik derimod over i den middelalderske
Mystiks Prædiken. Paa alle Steder spores meget liden Selvstændighed J
den første Tid er saare mange af de bevarede Taler mere eller mindre ordrette
Gjengivelser af Prædikener, som skyldes Augustin eller Biskop Cæsarius fra
Arles (s 542). Senere bliver Gregor den Store (q’— 604) og Beda den
LErværdige (s 735) de Kilder, hvoraf man især øser. Dette er Tilfælde med
saa store Prædikanter som Erkebiskopen af Mainz, Rabanus Mauriis (s 856),
og hans Ven Biskop Haymo fra Haberstadt. ,,Og naar det gik saaledes med
de høit oplyste, hvorledes er det da ikke gaaet med de mange, der for at fri sig
fra Kongens Tjeneste eller fra strenge Kreditorer meldte sig til Kirkens Tjeneste
Uden Kald og uden synderlig Forberedelse? For mange as disses Vedkommende
var det maaske det bedste, om de slet ikke prædikede, for de flestes sikkert det heldigste,
om de nøiedes med at gjengive en Prædiken af Cæsarius eller Beda. Naar vi
fer hen til Presternes ringe Fordannelse i de Tider, vil det ikke undre os, at
Legenderne faar større og større Plads i Prædikenerne, og heller ikke, at mange
apokryfe Und ere blev brugte som Midler, der efter Presternes Mening var langt
kraftigere til at gjøre Indtryk paa Folket end en kristelig Forkyndelse.«
Under Karl den Store (s 814) hævede Prædikenen sig noget, hvilket skyldes
den lærde ·og fromme Alkuin (s 804) samt andre dygtige Mænd, som biftod ham
med Arbeidet for at udbrede Kristendom og Folkeoplysning i Frankrige og
Tyskland KeiserenZJ befalede, at Bifkopper og Prester skulde prædike flittig, og
advarede mod Fabler. »Det vigtigste er, at Fællestroen (Troesbekjendelfen) prædikes
for hele Folket baade af Bisper og Prester.« Uægte Skrifter, tvilsomme Fortællinger og
alt, som paa nogen Maade kunde stride mod ,,Fællestroen«, hørte ikke hjemme paa
Prædikestolen »Ved Begyndelsen af det niende Aarhundrede udkom paa Karls
Bud en mærkelig liden Bog, der er et Mønster paa en Katekismusprædiken.
f ,,Den lægger først og fremst alle paa Sinde, at Troen og Fadervor bør være hver
Kristens Eiendom, og den har rimeligvis været et Forbillede for en Jndledning til
den Fremsigelse af de to Katekismusstykker, der var saa almindelige ved Middel-
alderenskateketiske Undervisning. Men ogsaa i Gudstjenesten havde det aposto-
liske Symbol saavelsom Fadervor en fast Plads.« For at fremhjælpe Prædi-
kenen lod Karlden Store den lærde Longobarder Paul Warnefried (s 799)
udarbeide en latinsk Postil, hvor der var Mønsterprædikener as Chrysostomus,
Augiistim Gregor den Store, Beda og flere; denvarforsynetmed en Fortale
af Keiseren og blev en Guldgrube, hvoraf mange Prester gjennem hele Middel-
alderen øste. Som den gammelfrankiske Prædiken var dygtig, gjælder dette tillige
om de saksiske og i endnu høiere Grad om de berømte irske og angelsaksiske
Prædikener, hvoraf flere er paa klangfulde Rim» Prædikenerne opblomstrede i en
mærkelig Grad paa de britiske Øer, og de Missionærer, som udgik derfra til
Europas Fastland, til Nord en og Jsland var særdeles dygtige Prædikanter,
Jllustreret Kirkehtftorie. 32
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
