Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Reformationstiden - Den lutherske Kirkes Grundlæggelse - Lutherske Landskirker dannes - Den lutherske Kirkes Kamp for Statens Anerkjendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
544 Reformationstiden. . · (
paa —den af Faderen betraadte Vei. J Mecklenburg grundlagdes den lutherske
Kirke i Aaret 1552. Den lutherske Lære udbredte sig paa mange andre Steder- -
Tyskland samt i Preussen, Kurland, Liflandog Norden· Spredte lutherske
Menigheder blev tillige oprettede i mange romersk-katholske Lande, men snart udrydde-» 3
igjen med Vold og Mord af Paven ved hans tro Venner Jesuiterne· «
Kirkeregimentet i de nye lutherske Landskirker blev lagt i vedkommende Fyrsters
Haand. Luther havde før udtalt, at Øvrigheden, om den end ikke havde noget at
sige i guddommelige Ting, dog eiede et guddommeligt Kald. Hvis Biskoperne
vaegrer sig, saa har densRet til at reformere og hjælpe Kirken til den rette Ordning.
,,Den er ikke Biskop; thi den prædiker ikke, maa heller ikke tvinge til Troen s.
Reeve eller Sværd.« Men Staten har ikke blot at tjene Ordenen, men ogsaa to · » ··
Ære Da der nu faktisk manglede Kirken en Styrelse, saa antog Reformatore
med eller mod sin Vilje Fyrsterne som Nødbiskopper. Fysterne udøvede sine
geistlige Rettigheder gjennem saakaldte Konsistorier; disses Embedsmcend i
kirkelige Sager kaldtes Superintendenter·
Den lutherske Kirkes Kamp for Staten-3 Anerlejendelse
··"ket kostede en trediveaarig Kamp, før den lutherske Kirke i Tyskland kunde
’« glæde sig ved uforstyrret Ro. Faren laa først og sremst i Pavedømmet,
-:- - som fordrede Underkastelse eller om muligt Tilintetgjørelse af det lutherske
—«« Kjætteri. En ligesaa mægtig Modstander var Keiserdømmet, deri
Omsorgen for det tyske Riges Enhed og af politiske Hensyn snart krævede, at den
romerske og lutherske Kirke skulde forenes, snart fordrede, at den sidste helt skulde
tilintetgjøres Endelig blev det drevet til at anerkjende dens Selvstændighed, men
det skeede ikke af Kjærlighed til Sandheden, men tvunget af den haarde Nød. Paa
ti Rigsdage eller lignende Forsamlinger, helt fra Rigsdagen i Worms til Religi-
onsfreden i Augsburg 1555, blev der forhandlet med og mod de lutherske Fyrster
og Theologer, og mer end en Gang syntes det at være ude med Evangeliets Sag
i Tyskland. J Worms var den rensede Læres Udbredelse bleven forbudt ved et
Edikt· Luther var fredløs i mange Aar, Uden at derved hans Virksomhed blev
standset. Paa de to Rigsdage i Niirenberg 1522 og 1524 haabede man dog-
at Reformationen vilde trænge gjennem i hele Tyskland, men det viste sig snart,
at dette Haab slog feil; thi i 1524 sluttede Hertugerne af Bayern og Erkehertugen
af Østerrige og Erkebiskopen af Salzburg sig sammen til et Forbund, der
forpligtede sig til at udrydde det lutherske Kjætteri i sine Lande. Som Modvægt
fra luthersk Side blev der i Torgau dannet et Forbund mellem de lutherske
Fyrster. Sin Bekjendelse nedlagde disse i ,,Torgauerartiklerne«. Trængt af
Franskmcendene i Vest og af Tyrkerne i Øst behøvede Karl den Femte de tyske
Fyrsters Hjælp, ikke bare de romersk-katholske, men ogsaa de lutherske. Paa den
første Rigsdag i Speier 1526 blev der fattet en gunstig Beslutning for Evan-
geliets Sag, nemlig at ,,Keiseren hos Paven skulde udvirke, at der blev»sammenkaldt
et almindeligt Kirkemøde; i Troessager skulde enhver Rigsstand handle slig, som den
kunde forsvare det for Gud og hans keiserlige Majestæt.« Men neppe var det tyske
Riges politiske Forholde blevne gunstigere, før Piben fik en anden Lyd. · Paa den
anden Rigsdag i Sp eier Aar 1529 blev der fattet den haarde Beslutning for de
lutherske, at ,,Wormserediktet skulde stande ved Magt, indtil der skeede en
Afgjørelse ved et almindeligt Kirkemøde. Reformationen maatte ikke fortsættes, Messen
ikke asskaffes, og ei heller skulde nogen tage en andens Undersaatter 1 Beskyttelse for
deres Troes Skyld.« Mod denne Beslutning af det paveltge Flertal nedlagde seks
Fyrster og fjorten Rigsstaeder en høitidelig Protest. Heraf fik de Navnet ,,Prote-
stanter«, hvilket de selv gjerne bar som et Æresnavn·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
