Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Reformationstiden - Den lutherske Kirkes Grundlæggelse - Kirkefornyelsen i Sverige - De indre Forholde - Kirkeforfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
. 566 Reformationstiden.
Kirkeskikke, som var unødvendige eller uforenelige med den rensede Lære, skulde lidt
efter lidt afskaffes, naar det kunde ske uden Forargelse. Nu havde den svenske Kirke
vundet Enhed og Fasthed og var sikret mod Overgreb. Derfor udraabte ved Mtidets
Slutning dets fremragende Ordfører den senere Erkebiskop Nicolaus Bothniensis
(1L 1600): »Nu er Sverige blevet en Mand, og alle har vi en Herre og Gud.«
Hermed var Reformationsvcerket fuldendt i Sverige· Johans Søn og Efterfølger-
Sigismund, der var Konge i Polen og tillige Katholik, blev nødt til at godkjende
Mødets Beslutninger, da han kom. Da han senere forsøgte med Magt at indføre
Katholicismen, ledede det kun til, at han blev afsat og maatte overlade Thronen
til Farbroderen Karl.
Reformationen blev indført i FinlandO ved Fiskersønnen Mikael Agricola.
Han var født 1511 og døde som Biskop i Abo 1557· Siden blev Arbeidet fortsat
og fuldendt af Paulus Juusten, der var Biskop i Viborg fra 1553 og i Abo
fra 1563 til sin Død 1576·
Kirkeforfatning
"»om allerede tidligere omtalt, var det fra først af ikke Reformatorernes
U Tanke at grundlægge en ny Menighed. De vilde blot rense og fornye
As den bestaaende efter Guds Ord og blive i den gamle Kirke og anerkjende
s- –- Pave- og Bispemagten, naar bare det rene Evangeliums Prædiken og
Sakramenternes rette Forvaltning blev indrømmet dem. Dette sremlyser ogsaa af
den augsburgske Troesbekjendelses 28de Artikel. Men af de schmalkaldifke
Artikler fremgaar, at man allerede indsaa Nødvendigheden af, at man skilte sig fra
den romerske Kirke og opsagde Pave og Biskoper Lydigheden. Man maatte derfor
skaffe det nye Kirkesamfund en Forfatning. Den findes især nedlagt i de to nys
nævnte Bekjendelsesskrifter. Grundtanken er, at ,,man ikke skal sammenblande
den geistlige og den verdslige Magt.« Alene Kirken tilkommer den første og
alene Staten den sidste. Den verdslige Magt ,,vcerger ikke Sjælene, men Legemerne
og de legemlige Ting mod ydre Vold med Sværdet og timelige Straffe.« Kirkens
Myndighed derimod er ikke nogen udvortes, men ,,en af Gud given Magt eller
Befaling til at forkynde Evangeliet, forlade og beholde Synder og forvalte Sakra-
menterne.« ,,Saadan Kirkernes eller Biskopernes Magt, som ved Ordet og Sakra-
menterne, giver evige Ting og Goder, bliver alene øvet ved Prædikeembedet«
Dette tilkommer enhver Biskop og Prest paa samme Maade; thi ,,efter guddommelig
Ret er der ingen Forskjel« mellem høiere og lavere Geistlige· Den Skjelnen, som
de pavelige gjør mellem Biskoper og Sogneprester, er ,,alene en menneskelig Anordning.«
Dog tør hverken Petrus eller andre Ordets Tjenere tillægge sig nogen Magt eller
Overhøihed over Kirken«; thi Paulus lærer, ,,at Kirken er mere end Tjenerne«,
og den kirkelige Magt ,,er ikke givet noget Menneske alene, men den hele Kirke,«
og Kristus ,,giver Kirken den sidste og høieste Doin»« Derfor, ,,efterdi nu de for-
ordnede Biskoper forfølger Evangeliet og nægter sig ved at ordinere duelige Personer,
har en Kirke nu i dette Tilfælde god Føie og Ret til selv at ordinere sine Tjenere.«
Altsaa den geistligse Magt tilhører det hele Samfund af de Troende, som samler
sig om Ord og Sakrament. Dog Udøves ordentligvis denne ved Prædikeembedet.
Kun i Nødsfald, naar dette ikke gjør sin Pligt, bliver den kirkelige Magt udøvet
af ,,Kirken« selv, ,,ligesom jo i Nødssald ogsaa en slet og ret Lægmand kan absolvere
en anden og blive hans Sogneprest·« Men Prædikeembedet har tillige Ret til at
styre, naar det underordner sig Kirken eller Menigheden. Men den Magt, som
det tilkommer Prædikeembedet at udøve, er bare af aandelig Natur, nemlig Ret til
at prædike Evangeliet, række Sakramenterne, haandhæve det ,,lille Ban« samt ordinere
Kirkens Tjenere, og alt dette ,,ved Ordet uden udvortes Magt.« Nogen ydre
tvingende Magt ligger ikke indesluttet i den kirkelige. Den verdslige derimod er en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
