Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Vort Aarhundrede - Den lutherske Kirke i Tyskland vaagner til nyt Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6 9 0 Vort Aarhundrede
Bevidsthed var igjen vaagnet med Magt. Efter at have lidt megen Forfølgelse skilte disse
Lutheranere sig ud og dannede en Frikirke under Navn af »Gammel-Lutheranere«. Deres
Ledere var Professorerne Scheibel og Huschke i Breslau. Til dem sluttede sig Filososen
og Naturforskeren Henrik Steffens· Af denne Frikirkes mere bekjendte Mænd nævnes
F. W. Besser, Bibellæsningernes Forfatter. Fredrik Wilhelm 1V tillod dem at danne et
eget Konsistorium i Breslau. J flere Aartier rasede ogsaa inden Landskirken Kampe med
Unionen, indtil den blev trængt i Baggrunden af andre brændende Spørgsmaal — Samtidig
med Schleiermacher virkede ved Universitetet i Berlin den store Filofos Fredrik Hegel
(1770—1831), der paa Tænkningens Om-
raade øvede større Indflydelse end nogen
anden Mand i vort Aarhundrede. Han op-
fattede ,,Logikkens Lov som Verdenslov, ifølge
hvilken alt Modsat ophæver sig i en høiere
Enhed lige op til Jdeen selv, der for at vide
sig som Aand sætter Verden som sit andet,
og aabenbarer sin uendelige Livsfylde for sig
selv, idet den i Klodernes og Nationernes
Historie bestandig sætter og ophæver nye
Modsætninger«. Han gjør Kristendommen
til Filosofi, idet han lærte »at Filosofien i
Begrebets Form har det samme som
Religionen i Forestillingens Form«.
Efter hans Død delte hans Disciple sig i det
hegelske Høire og Venstre. De førstnævnte
var mere maadeholdne og stod den kristne
Tro meget nærmere end Mesteren, medens
den radikale Flok brød helt med Kristens
dommen· Til fidstnævnte hørte Fritænkeren
Strauß, der fremstillede den evangeliske
Historie som Mythe, og Feuerbach, der
fornægtede baade Gud, Frihed og Udødelig-
hed. Til Hegels Retning hørte ogsaa den
lærde Kirkehistoriker F. C. Baur, Tübinger-
skolens detiftelys dexskerticerede skarpt Ægt-
· » » heden a e fete riter i det nye eta-
F C Baur mente. Mod disse optraadte en lang Række
grundlærde og troende Theologer, der forsva-
rede Kristendommen mod Angreb, udlagde Skriften i konfessionel Aand eller udviklede Kirkelceren
med Grundighed og freinragende Dygtighed· Blandt disse mærkes Hengftenberg, Rudel-
bach, Delitzsch, Luthardt, Thomafias, Philippi m. fl. Professor v. Hofmann i
Erlangen har leveret banebrydende Arbeider paa Skristfortolkningens Omraade, men kom paa
adskillige Punkter i Strid med Kirkelæren, særlig angaaende Forsoningen. Dette er endnu mere
Tilfældet med Ritsch l, der ved sin Opfatning af Kristi Person, Gjerning og vort Forhold til
Gud har øvet stor Indflydelse og delt Nutidens Theologer i to Leire. Han benytter bibelske
Udtryk, men lægger deri et andet Indhold, giver dette en bedaarende Fremstilling og byder Kristen-
dommen i en for den uomvendte Verden meget behagelig Form; thi alle egentlige Troessager,
som er de Egenretfærdige en Forargelse og denne Verdens Vife en Daarskab, kaster han uden
videre tilside som noget, vi ikke behøver at bry os om. Hans Kristendom byder paa et glad
og friskt Liv i denne Verden og dertil en Salighed, som vindes derved, at du gjør din Pligt
og viser Menneskekjærlighed: den er Verdens og de gode Gjerningers Evangelium. Vildfarelsen
faar man ei let Tag i ved alene at lytte til, hvad denne Retning siger, men meget mere ved
at give nøie Agt paa, hvad den tier med, gaar forbi og bortforklarer. Den lærer, at Jesus ikke
er et med Faderen gjennem sit Væsen, men ved sin Lydighed og Underdanighed, hvorigjennem
hans Vilje var et med Faderens. J samme Grad, som vi vil, det Faderen vil, kommer vi i
samme Enhed. Veien til denne Enhed er at tro, at Gud ei er vred, men Kjærlighed, som for-
lader os Synderne (hvilket kaldes Retfærdiggjørelsen). Naar vi tror dette, faa løses vi fra
al Frygt (det er Forsoningen). Det fortjener Opmærksomhed, at Retfærdigg1orelsen sættes før
Forsoningen. Vi behøver ikke at tro paa Kristi virkelige Opstandelse, det er nok for os,·at
hans Aand lever. Ved en saadan fin og farlig Lære blev denne høitbegavede Mand Nyratio-
nalismens Fader. Betegnende er ogsaa hans og Retningens Had til og Kamp mod Pietismen·
Hans Opfatning faar mere og mere Jndgang blandt yngre Theologer og med Ritschlianismen
kommer utvivlsomt den haardeste Strid til at staa. —— Humanitetens store Tanke, som blev
fremholdt saa stærkt af det 18de Aarhundredes Oplysning, greb den nyere Pietisme og udnyttede
den kristelig med et vidunderligt praktisk Blik for Livets Krav. Dette viser sig i Arbeidet for
den ydre og indre Mission, iOmsorgen for betrængte Troesfæller og i Evangelisationen 1
· de romanske Lande. Paa disse fire Omraader sees den protestantiske Kristendoms største udvor-
tes mærkba—re Indflydelse paa Verdens sædelige Kultur· Med Hensyn til Hedningemisss
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
