Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mester, der ligesom i Blinde, uden Forbilleder, fandt ind paa den
Vej, der omsider gennem mange Snoninger førte frem til det
moderne wagner’ske Musikdrama. Som bekendt tilstræbte netop ogsaa
Wagner en Forening af Digtekunst, Tonekunst og Skuespilkunst,
den, som allerede søgtes virkeliggjort af Monteverdi.
Skønt Glaudio Monteverdi ogsaa som Kirkekomponist indtager
en anset Stilling mellem sine samtidige, bliver dog denne Side af
hans Virksomhed den absolut underordnede. Det er hans Bedrifter
paa Musikdramaets Omraade, der gør ham til den store Mand,
som hvilken han nævnes i Musikhistorien.
Samtidig med Monteverdi optræder der ogsaa allerede en Del andre
Operakomponister. Blandt dem er Marco da Gagliano i Florens ubetinget den
betydeligste. Hans Hovedværk „Dafne" var skrevet over den samme Tekst, som
allerede en Gang var bleven behandlet af Peri, og blev for første Gang opført i
Mantua nogle Maaneder før Monteverdi’s „Arianna". Som Medlem af Gorsi’s
Kreds var Gagliano tidlig bleven bekendt med Peri, af hvem han var en stor
Beundrer. Hans større Talent gjorde ham dog hurtigt til Peri’s Overmand l).
Gagliano’s „Dafne" er et langt modnere Arbejde end Peri’s „Euridice"; der
findes i den baade mere dramatisk Sandhed, og Recitativerne ere langt bedre
deklamerede. I Musikhistorien er Gagliano’s Plads imellem Peri og Monteverdi,
men dog nærmest ved den sidste.
Et interessant musikhistorisk Aktstykke har Gagliano efterladt sig i sin
Fortale til „Dafne", hvori han oplyser, hvorledes han ønsker sit Musikdrama sat
i Scene. At aftrykke den meget lange Afhandling lader sig ikke godt gøre.
Som et Kuriosum skal her kun meddeles Gagliano’s Instrukser til Prologus:
„For at kalde Tilhørerne til Stilhed spilles, før Tæppet gaar op, et
Indledningsstykke (Sinfonia) med de forskellige Instrumenter, der benyttes til
Ledsagelse af Korene og til at udføre Ritornellerne. Efter den 15de eller 20nde
Takt fremtræder saa den Sanger, som skal foredrage Prologen, d. e. Ovid. Hans
Indtræden maa ske i Takt med Symfonien, ikke dansende, men med Værdighed.
Naar han er naaet frem til det Sted paa Scenen, hvor han finder det passende
at begynde sin Sang, skal han synge uden at foretage videre Bevægelser med
sin Krop. Hans Sang skal frem for alt være majestætisk’ o. s v. „Efter den
første Strofe skal han pavsere og i Takt gaa tre til fire Skridt omkring paa
Scenen, saa længe Ritornellen spilles; han maa indrette sig saaledes, at han
foretager det første Skridt sammen med den næstsidste Stavelse af Sangen, og
han maa igen begynde at synge der, hvor han netop befinder sig, naar
Ritornellen slutter" o. s. v. „Hans Dragt skal være saaledes, at den passer for en Digter;
han skal have Lavrbærkrans paa Hovedet, Lyre ved Siden og Bue i Haanden 2).“ *)
*) Dette indrømmer Peri selv i et Brev til Kardinal Ferdinand. Han skriver
deri, at Gagliano’s „Dafne" overtræffer alle andre Kompositioner til samme
Tekst, altsaa ogsaa hans egen.
2) Hele Fortalen findes i tysk Oversættelse i E. Vogel: „Marco da Gagliano",
Vierteljahrsschrift fur Musikwissenschaft V, Side 429—37.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
