Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidebillede til den Kamp, Monteverdi i det store havde haft at
udstride med den offentlige Mening. Den Modstand, han som ung
Musiker havde mødt ved Bekendtgørelsen af sine harmonisk dristige
Madrigaler, var efterhaanden fuldstændig døet hen, saaledes at
Monteverdi nu i Halvtredsindstyveaarsalderen stod som den af alle
beundrede Mester, hvis Værker man kappedes om at føre frem.
„Tancredo e Glorinda" er et af de sidste dramatiske Forsøg,
man har beholdt fra Monteverdi’s Haand. Hans „Proserpina“,
der i Aaret 1630 ligesom „Tancred“ blev opført privat i
Senatoren Mocenigo’s Palads, er forsvundet, og det samme gælder om
Hovedsummen af de dramatiske Værker, han forfattede for Venedigs
offentlige Operascene, som blev stiftet 1637 og foranledigede
Monteverdi til paa ny med fuld Kraft at vende sig til den dramatiske
Komposition. I hurtig Rækkefølge skrev han i Tiden fra 1639—42
Operaerne „L’Adone". „Le nozze di Enea con Lavinio", „Il ritorno
d’Ulisse in patria“ og „L’lncoronazione di Poppea“. Af disse
senere Værker er det hidtil kun lykkedes at opspore det sidste.
Det blev i Aaret 1888 fundet i Markusbiblioteket i Venedig. Mellem
83 Operapartiturer, som hidtil havde været katalogiserede som
anonyme Arbejder, opdagede den da ny ansatte Kustos, Taddeo
Wiel, Monteverdi’s „Incoronazione di Poppea" og skænkede dermed
et nyt Bidrag til Bedømmelsen af den navnkundige Mesters Kunst. Af
Hermann Kretzschmar’s Analyse *) af dette endnu ikke offentliggjorte
Musikværk fremgaar det, at Monteverdi’s skabende dramatiske Evne
paa ingen Maade blev slappet med Aarene. Der findes i hans sidste
Musikdrama igen fuldt op af Scener, der vidne om, hvor levende
han forstod at sætte sig ind i de Situationer, han tog sig paa at
skildre, og hvor nøjagtigt han evnede at gengive de
forskelligartede Sindsstemninger i sin Musik. Man faar med andre Ord i
dette Værk et yderligere Bevis for, at Monteverdi var Dramatiker
af Blodet og med fuld Ret kan kaldes Musikdramaets
egentlige Skaber. Sammenlignet med ham gør Peri næsten Indtryk
at kun at være Dilettant.
Den karakteristisk malende Orkesterledsagelse med sine
afvekslende Virkninger og Klange, det dramatiske Udtryk i Musikken,
Orkesterets kombinerede Sammensætning af forskelligartede
Instrumenter, alt dette og endnu meget mere skyldes denne ene
*) Vierteljahrsschrift fur Musikwissenschaft X, 1894.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
