Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke som Bod for sine Synder vilde opbrænde sin nyeste Opera, der endnu
henlaa som Manuskript. Efter en tydelig Sjælekamp gav Lully efter og var fra
Sengen Vidne til, at hans nylig tilendebragte Værk gik op i Flammer. Da
Præsten var gaaet, kom en af de kongelige Prinser, som i høj Grad beklagede
Tabet af det kostbare Værk, men Lully trak ham ved Ærmet ned til sig og
hviskede: „Tror I da ikke, at jeg vidste, hvad jeg gjorde, Monseigneur, der henne
i Skabet ligger jo et andet Eksemplar.” — Over for Kongen kunde Lully tillade
sig alt. Da hans Opera „Armide” slet ikke vilde gore Lykke, hverken hos
Publikum eller hos Hoffet, lod han den opføre for sig alene. Dette
imponerede Kongen. Naar Lully selv saa energisk troede paa sit Værk, mente han,
at det ogsaa maatte være noget værd, og befalede derfor, at det straks skulde
genoptages. Naturligvis havde Kongen denne Gang ikke det mindste at udsætte
paa Operaen og applauderede den saa ivrigt, at hele Hoffet blev nødt til at
klappe med.
En anden Gang søgte Lully paa en højst drastisk Maade at tvinge Kongen,
hvem han netop havde fornærmet, til igen at tage ham til Naade. Da han i
Titelrollen af Moliére’s „Den indbildt Syge” altid plejede at kunne bringe Kongen
i godt Lune, sørgede han for at faa dette Stykke opført og spillede ved denne
Lejlighed med en Humor, som aldrig før. Den krænkede Konge fortrak dog
denne Aften ikke en Mine. Med rynkede Bryn fulgte han oppe fra sin Loge
Lully’s overstadige Spil, der ikke en eneste Gang aflokkede ham et Smil. Imens
var Lully naaet til Glanspunktet i sin Rolle. Forfulgt af de paatrængende
Læger, der endelig ville tage ham under Behandling, véd Patienten til sidst ikke
sine gode Raad. Lully skotter op til Logen, men Kongen er stadig lige
alvorlig. Da fatter han med et Fortvivlelsens Mod. Dreven hen i en Krog af
Scenen, springer han med et Brag ned i Orkester-Flygelet og bringer ved dette
pludselige Indfald Kongen i en saa ustandselig Latter, at han kan regne sit Spil
for vundet.
Næsten tragikomisk lyder endelig Beretningen om Lully’s Død. Da Kongen
i Aaret 1686 var kommen sig af en langvarig Sygdom, blev der i
Bernhardiner-kirken afholdt en Takkegudstjeneste. Lully dirigerede det ved denne Lejlighed
opførte Te Deum og var derved saa uheldig at ramme sin Fod med sin alenlange
Taktstok. Der gik Betændelse i Foden, og Ondet greb snart saaledes om sig,
at Lægerne tilraadede en Operation. Lully, som var bange for Kniven, foretrak
at henvende sig til en Kvaksalver, som lovede at helbrede ham uden Operation
og af Prinserne af Vendöme fik Løfte om 2000 Pistoler, hvis han kunde skaffe
den store Mester sin Førlighed tilbage. Forsøget mislykkedes, og Lully døde
den 22nde Marts 1687 paa en lige saa teatralsk Maade, som han havde levet.
Da han havde modtaget Sakramentet, lod han sig løfte ud af Sengen og tog
imod Syndsforladelsen liggende i Aske med en Strikke om Halsen. Da han igen
var lagt op i Sengen, sang han med høj og klar Stemme Bodssangen, „il faut
mourir pécheur, il faut mourir”, og døde.
For den franske Opera var Lully’s Død et uerstatteligt Tab.
Havde mangen en Franskmand, mens han endnu levede, betragtet
ham med et Had, som dels havde sin Grund i personlige Forhold,
dels ogsaa i Misundelse, saa indsaa dog alle nu, da han var borte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
