Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
esse for alle dramatiske Forestillinger, en Interesse, der især gjorde
sig gældende henimod Reformationstiden. Af Folkets egen Midte
fremgik det kaade Fastelavnsspil, hvis Maal var at fremdrage og
latterliggøre Tidens Skrøbeligheder, og som ved særlig at drage til
Felts imod den ved den Tid saa vanartede Gejstlighed blev en
ingenlunde betydningsløs Forløber for Reformationen.
Et godt Eksempel paa et saadant Fastelavnsspil, hvor ikke en Gang
Gejstligheden gaar Ram forbi, ejer den danske Litteratur, der jo i denne Tid slutter
sig nøje til den tyske, i „den utro Hustru’ af Christian Hansen, Lærer ved
Skolen paa Frue Kirkegaard i Odense. Christian Hansen, der som Forfatter
eller mulig kun Bearbejder af et Helgenspil om den hellige Dorothea,
aaben-barer sig som en afgjort Hader af Luther’s kætterske Lære, viser sig i det
omtalte Fastelavnsspil paa den anden Side ogsaa klartsynet over for den
Fordærvelse, der ved denne Tid truer med at undergrave Katolicismen. Stykket
handler om en Kone, der lader sig forføre til Utroskab, mens hendes Husbond
er rejst bort paa en Pilgrimsfærd, og synes i Hovedsagen at være rettet imod
Tidens overdrevne Mani for Pilgrimsrejser, en Mani, der i mange Tilfælde kun
var et Skalkeskjul for Dovenskab og ofte havde beklagelige Følger for den
bortrejstes Hustru og Hjem, der ubeskyttede lodes tilbage. Da Manden er borte,
gør først en Bonde, som er gift med en arrig Kone, Forsøg paa at indsmigre
sig hos den tilbageblevne Hustru, der straks viser ham Vintervejen.
Umiddelbart derefter indfinder Munken sig som Bejler. Med de trøsterige Ord:
„Skotter ej Kappen, jeg haver paa,’
„Jeg kaster hende vel op i en Vraa.“
„Saa staar igen en Mand fuld strunk,’
„I Vraaen ligger da den sorte Munk,’
søger han at vinde hende, men heller ikke han har Held med sig; den unge
Hustru afviser ham koldt, og da i det samme en Hofmand kommer til Stede
og bebrejder Munken hans forargelige Letsind, er denne fejg og fræk nok til
helt at fornægte sit Kurmageri: han er da ikke den Mand, der leger med unge
Kvinder, hans Ærinde gælder kun nogle Oste til Klosteret. Selvfølgelig gaar
det Hofmanden, der ogsaa gaar paa Frierfødder, som de forrige; men han giver
ikke tabt og søger Raad hos en Heks, der, efter først at have pudset selve
Djævelen paa den standhaftige Kvinde, endelig fanger hende ved en List. Med
grædende Taarer begiver Heksen sig til den unge Kone i Følge med en Hund,
hvem hun udgiver for at være sin ulykkelige Datter, der er bleven saaledes
omskabt til Straf, fordi hun engang har afvist en Bejler. I sin Skræk for at
noget lignende ogsaa skal overgaa hende, giver den unge Kone endelig efter og
rækker Hofmanden sin Haand. Stykket ender derpaa med den mærkelige Lære,
at den, som vil Klogskab øve, Kærlingeraad maa prøve.
Med Reformationen kom der større Alvor ind i det folkelige
Skuespil, der med den berømmelige Mestersanger, Hans Sachs,
og hans Elev, Jakob Ayrer, rykker op i et højere Stadium af
sin Udvikling. Ganske vist er Sproget i Reformationstidens Skue-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
