Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om, hvad det engang vil kunne yde her i England, naar først
Tonekunstneren finder mere Opmuntring; nu lærer det italiensk, hvilket
er det en ypperlig Skole; det studerer ogsaa de franske Sange lidt
for at faa et muntrere og mere moderne Anstrøg. Fordi vi ligger
saa langt borte fra Solen, kommer vi senere i Vækst end vore
Naboer” o. s. v.
Det nationale Værk, Purcell paabegyndte, blev ikke
tilendebragt. Han levede i en Tid, der kun slet egnede sig for en fri
Kunstudfoldelse, og han savnede først og fremmest jævnbyrdige
Landsmænd, som kunde udføre hans Ideer videre. „Den enkelte
Kunstner er kun som den enkelte Streng i en Harpe”, skriver
Ghrysander; „til at udfolde Tone og Klang hører der flere
samvirkende Kræfter. Hvor de gamle Strenge springer, uden at der er
ny og bedre paa Forraad. der er Folkets dannende musikalske
Aand i det væsentlige sluppet op, og sker dette engang helt, da
er den musikalske Tidsalder til Ende. At et Folk ikke desto mindre
i allerhøjeste Grad kan trænge til musikalsk Harmoni og ogsaa
kan have Forstaaelse for Musik uden at have Evnen til med egne
Kræfter at udvikle denne videre, dette ser man i England efter
Purcell’s Død.”
Ved Opførelsen af Purcell’s Musikskuespil tog man til Takke
med indfødte Kunstnere, men da siden Fordringerne steg, tyede
man atter til Udlandet. Krigen havde i 1690 gjort Ende paa
Franskmændenes Regimente; det var nu igen Italienere, man søgte.
De første af disse kom kun endnu enkeltvis og bleve stukne ind mellem
de indfødte Kunstnere. Da disse ikke kunde italiensk, og Italienerne
ikke kunde engelsk, lod man ved Opførelserne ugenert Sprogene
gaa mellem hinanden. Dette gik saa meget bedre an, som de
Stykker, man opførte, kun vare Sammenpluk fra Alverdens
italienske Operaer, d. e. Pasticcioer i Smag med dem, der ved denne
Tid ogsaa vare i Mode i Frankrig og Hamborg (se ovf. 12te Kap.).
Et Forsøg paa at modarbejde denne smagløse Fremgangsmaade
førte ikke til noget Resultat. Thomas Clayton, tidligere Medlem
af det kongelige Kapel, tog sig paa at ville rense den engelske
Nations Smag. Han berejste i dette Øjemed Italien, hvor han
aflurede Italienerne forskellige Kneb og tilegnede sig en Del italienske
Vendinger. Hjemkommen komponerede han saa Musik til en
oversat italiensk Operatekst og fik paa denne Maade tilvejebragt
„det første engelske musikalske Drama, der nogen Sinde endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
