Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
landske Stil med Palestrina. Sit største og selvstændigste Livsværk ydede
Rameau dog som Teoretiker. Han var den første, der foreslog den endnu til
Dato benyttede tertsvise Opbygningsmaade af Akkorderne, og det var ham,
som først fik Ideen til en Akkordomvending. Han fortjener derfor med
fuld Ret at betegnes som den sande Grundlægger af det moderne
Harmonisystem1).
Da Rameau’s lærde, noget knudrede Fremstillingsmaade gjorde hans Skrifter
utilgængelige for Lægfolk, tog den berømte franske Matematiker Jean le Rond
d’Alembert i Aaret 1752 Anledning til at offentliggøre en lille Bog, der i klar,
simpel Form meddelte Resultaterne af Rameau’s Forsøg. Bogen er betitlet
„Elé-mens de musique théorique et pratique suivant les principes de M. Rameau,
developpés et simplifiés par d’Alembert’ og oplevede adskillige Oplag. Efter at
den i Aaret 1757 ogsaa var udkommet i tysk Oversættelse ved Marpurg, voksede
den op til at blive en ikke ufarlig Rival til Rameau’s egne teoretiske Arbejder2).
Hvor meget end Generalbasspillet og Harinonilærens Ordning
i det 17—18de Aarhundrede gav Teoretikerne at bestille, saa
forsømte de dog ikke derover Kontrapunktstudierne. Tværtimod
arbejdede de nu ved delvis Opstilling af ny Regler med Kraft paa at
forlige den strenge Sats med den moderne Kompositionspraksis.
Det var i det for sin Lærdom saa vidt berømte Bologna, at
Angelo Berardi og Giovanni Maria Buononcini ved det 17de
Aarhundredes Slutning opstillede de første og vigtigste Teorier for
det moderne saakaldte „højere“ Kontrapunkt og Fugaen, det var i
Wien, at den østrigske kejserlige Hofkapelmester Johann Josef
Fux i sin Graclus acl Parnassum i Aaret 1725 lagde sidste Haand
paa Værket og bragte Kontrapunktlæren i den Form, hvorefter der
undervises den Dag i Dag.
Anerkendte Lærere i det højere Kontrapunkt vare, foruden de
nævnte, i forrige Aarhundrede:
1) Giambattista Martini, almindelig kendt under Navnet
Fadre Martini, i Bologna, i sin Tid anset for at være den største
sagkyndige paa den lærde Musiks Omraade. I sin desværre
ufuldendte Storia della musica aabenbarer han ogsaa betydelige hi- *)
*) Ligesom Rameau forklarer Dur- og Molakkorden som fremgaaede af
Overtonerne, saaledes gør Tartini et Forsøg paa at udlede Harmoniernes og
særlig Moltreklangens Oprindelse af et andet akustisk Fænomen, nemlig de
saakaldte Kombinationstoner, o: Bitoner, som fremkomme ved enkelte
Forbindelser af to Toner. Men hans Forsøg fik ingen praktisk Betydning.
2) Disse vare „Traité de l Harmonie’, „Génération harmonique” etc. etc.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
