Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
betage disse Sange en Del af deres verdslige „galante" Karakter,
omsatte man dem i den regelmæssige to- eller firdelte Takt og
gjorde saa vidt som muligt alle Toner i Melodien lige lange. Ogsaa
de gamle ægte Kirkesange bleve omformede efter samme Princip,
og saaledes fik man da omsider lavet en Kirkesang til Rette, der
ganske vist havde det Fortrin ikke at berede den i Musikken
uerfarne store Vanskeligheder, men som til Gengæld ogsaa ganske savnede
den ældre Kirkesangs Kraft og Lødighed. Heinrich Schiitz havde
trods sin Forkærlighed for den dramatiske Stil endnu haft en dyb
Forstaaelse af, hvor Grænsen var at sætte mellem kirkelig og verdslig
Musik; hans Musik havde haft et dramatisk, men dog paa ingen
Maade et ukirkeligt Præg. Det samme gjaldt ogsaa Hammerschmidt
og Sebastiani; det dramatiske rakte hos disse Komponister det
kirkelige Haanden, men Stilen var endnu ædel og alvorlig, paa ingen
Maade egnet til at vække Forargelse. Snart skulde det dog blive
anderledes.
Operaen, der fra først af i Tyskland ligesom alle andre Steder
kun havde været forbeholdt de fornemme, var, efter at man 1678 i
Hamborg havde bygget det første offentlige Operahus, omsider ogsaa
bleven tilgængelig for Samfundets brede Lag. I et Nu bemægtigede
Publikum sig Operaens lette, iørefaldende Melodier; man sang og
fløjtede dem overalt, og inden man saa sig om, havde de allerede
fundet Vej ind i Kirken.
Det var mærkværdigt nok den verdensforsagende Pietismes
Tilhængere, som først aabnede disse Melodier Døren.
De tyske Protestanter delte sig ved det 17de Aarhundredes Slutning som
bekendt i to Lejre. Over for det ortodokse Parti, der erklærede, at Helligaanden
allerede var til Stede i selve Bibelordet, og at Menigheden kun gennem Præsterne
kunde opnaa Retfærdiggørelsen, stod Pietisterne, der paastod, at Bibelen
uden Forklaring kun var døde Ord, og at der kun kunde være Tale om et sandt
Menighedsliv der, hvor ogsaa den ulærde virkede selvstændigt i Religionens
Tjeneste. — Den pietistiske Bevægelse udgik fra Leipzig, hvor en Del unge
Teologer med Aug. Herm. Franke i Spidsen i Aaret 1686 stiftede en Forening,
der først og fremmest stillede sig det til Opgave at studere den hellige Skrift
lige fra Grunden. Gennem Bibelforklaring for Læg og Lærd vilde man forsøge
at tilvejebringe et inderligere Trosliv. I Steden for de lærde Prædikener, der
ved denne Tid ikke engang udelod de teologiske Stridsspørgsmaal fra
Prædikestolen, skulde der indføres en Prædiken, „der skulde blødgøre de forstokkedes
Hjerter, trøste de bedrøvede og opmuntre de lade”1). Det saakaldte pietistiske
Parti vandt hurtig en Masse Tilhængere. Især de unge Teologer forlode i i
i) Winterfeld: Der evangelische Kirchengesang III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
