Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
efter at Mendelsohn den Ilte Marts 1829 havde bragt
Matthæuspas-sionen til Opførelse i Berlins Singakademie, stod Bach’s Udødelighed
omsider fast for alle i Kunstens Verden. Fra Matthæuspassionen
vendte man sig snart til Bach’s andre kirkelige Vokalværker,
Kantaterne. Johannespassionen og H-mols-Messen. Virkningen udeblev
ikke. Baade Mendelsohn’s og Schumann’s Musik røber disse
Mestres flittige Beskæftigelse med Bach’s Kunst, og det samme gælder
ogsaa i allerhøjeste Grad om Bobert Franz’s Kompositioner. De
fleste af vort Aarhundredes store Mestre har lært af Bach, der
uden Overdrivelse kan betegnes som den største Tonemester, der
har levet.
To Momenter, der ikke mindst taler for Nutidens genvaagnende
Kærlighed til Bach og hans Kunst er 1) Breitkopf og Hårtel’s store
Pragt-Udgave af hans samlede Værker i 1850 og 2) den med Held
kronede Eftersøgelse af Bach’s Grav i 1894. At den store Mesters
Grav kunde forsvinde er et Tegn paa, hvor lidt Offentligheden i
Leipzig i sin Tid gjorde for at værne om den store Mands Minde,
der danner et Lyspunkt i Byens Historie. Ligesom Goethe og Liszt
høre sammen med Weimar, og Beethoven med Wien, saaledes er
Bach’s Navn paa det nøjeste knyttet til Leipzig, den By, hvor han
som sagt levede i 27 Aar og skrev sine betydeligste Værker.
Det var Johanniskirkens Præst. Pastor Tranzschel, der i
Efter-aaret 1894 tog Initiativet og energisk stod paa Undersøgelsen af det
Terrain, der ifølge Traditionen skulde gemme Støvet af den store
Thomaskantor. Paa den gamle Johanniskirkegaard, der i sin Tid
laa uden for Kirken, men nu er nedlagt og omdannet til et Torv,
gravede man ned paa det Sted, hvor en løs Tradition fortalte, at
Bach skulde ligge begravet. Man havde tre Holdepunkter at gaa ud
fra; man vidste, 1) at Graven ikke var dybt gravet, 2) at Kisten havde
været af Egetræ; man var 3) endelig ogsaa i Besiddelse af en mundtlig
Overlevering, der lød paa, at Graven laa i seks Skridts Afstand fra
Kirkens Sydportal. Paa dette Sted gravede man altsaa ned og
fandt virkelig i den angivne Dybde tre Egetræskister. I den ene
laa et Skelet, der var saa ødelagt, at al Undersøgelse var umulig;
i den anden fandtes Knoglerne af en ung Pige, i den tredie
genkendte Anatomen, Professor His, der som Videnskabsmand var
taget med paa Raad, endelig en stærkt bygget Mand, hvis Alder
kunde passe med Bach’s. Med den tyske Forskers Grundighed gav
Professor Flis sig nu til at lede efter eventuelle Lighedspunkter mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
