Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Student ved Universitetet, maatte hurtigst mulig sættes i Stand til at kunne sørge
for sig selv, og saaledes gik det da til, at den unge Scheibe, der allerede fra
Barnsben havde haft god musikalsk Undervisning og med særlig Interesse havde
kastet sig over den musikvidenskabelige Litteratur, valgte at blive Musiker. Han
lagde sig fortrinsvis efter Klavér- og Orgelspillet og søgte saa at erhverve sig en
Organistplads i Leipzig. Lykken var ham imidlertid ikke god1), og saa gik han
da, efter ligeledes forgæves at have søgt Ansættelse i Prag, Gotha og
Sonders-hausen, til Hamborg.
Hamborgeroperaen sang just ved hans Ankomst paa sit sidste Vers. En
italiensk Skræder, ved Navn Monza, havde for et halvt Aarstid siden overtaget
dens Ledelse, men havde ved at love meget mere, end han kunde
holde, bragt Anstalten i Vanry. Hans slette Styrelse gav Folk Afsmag for den
engang saa beundrede Hamborgeropera, og Følgen blev en saadan Kassemangel,
at Monza ikke vidste sine gode Raad, da Sangere og Orkestermedlemmer endelig
gjorde Fordring paa at faa deres Gage udbetalt. I sin Nød henvendte den
ulykkelige Teaterdirektør sig til Scheibe, der ved den Tid allerede havde et Navn
som Komponist, for at anmode den nys ankomne Musiker om at komponere en
Opera, der i Modsætning til de i den seneste Tid opførte Pasticcio’er helt skulde
være forfattet i det tyske Sprog. Paa Grund af de slette Kræfter, Operaen for
Tiden raadede over, gik Scheibe meget nødigt ind paa hans Forlangende, men
gav dog omsider efter, da han fandt en Tekst, der efter hans Overbevisning stod
højt over de Tekster, de hamborgske Tekstdigtere ellers sædvanligvis mødte op
med. Operaen, paa hvis musikalske Udarbejdelse Scheibe anvendte stor Flid,
blev altsaa skrevet, og Opførelsesdagen var allerede bestem!, da en Sangerkabale
ødelagde hele Forehavendet.
Da Scheibe’s Haab om at faa Beskæftigelse ved Operaen glippede, slog han
ind paa Forfattervirksomheden, og her fandt han først egentligt det Omraade,
der laa for ham. I et Tidsskrift, „Musicus criticus, oder der kritische Musiker’,
gjorde han dristigt sin Tids Musikudøvelse til Genstand for en indgaaende og
fornuftig kritisk Undersøgelse og optraadte derved især med Næb og Kløer imod
Tidens ensidige Italienerbegejstring. Han paavisle, at Italienerne för en stor Del
var Skyld i, at Flertallet af Tidens Musikere gik til Kompositionen uden at have
virkelig Musikeruddannelse, og betonede fremfor alt Vigtigheden af den gode
Smags Opretholdelse i Musikken. Især rettede Scheibe dog sine Angreb imod
selve den italienske Opera. Baade Tekstdigtere, Komponister og Sangere faa
i „Musicus criticus’ Sandheden at høre. En Operadigter, skriver han, bør
ikke alene grundigt have studeret Digtekunsten, men han maa ogsaa forstaa sig
paa Musik. Udgaaende herfra kaster’Scheibe et Blik paa Operateksterne,
saaledes som de for Tiden i Særdeleshed ere beskafne i Hamborgeroperaen. Han
finder der hverken Sammenhæng eller Natur. Personerne handler gennemgaaende
tvært imod deres Karaktér. Ikke engang Velanstændigheden iagttages. Talen
er i Almindelighed raa og ubehøvlet; skal Sproget være ophøjet og ædelt,
udtrykkes dette ved smagløs Svulst o. s. v.
‘) Selv paastod han, at han var bleven forbigaaet med Urette, og gav Joh.
Seb. Bach, der havde en vigtig Stemme ved Bortgivelsen af alle
Organistembeder i Leipzig, Skylden. Derfra stammede hans Fjendskab til den store
Thomaskantor, paa hvem han siden hævnede sig ved i „Musicus criticus” at
gøre sit for at nedsætte hans Kunst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
