Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og mere frigjort for den ældre polyfone Stil, Bevidstheden om den
Opgave, han havde som Musiker, synes ham stadig klarere.
Ligesom Sonaterne vokse i ydre Udstrækning og tage i Brug flere
Oktaver paa Klaveret, saaledes stige de ogsaa indadtil i Frihed, i
The-maernes Bredde og Karakterfuldhed, og i harmonisk Opfindsomhed
og Dristighed.
Det er allerede nævnt foran, at Philip Em. Bach var fremmest
blandt dem, der arbejdede paa Sonatens Udvikling, og i enkelte
Satser naar han da omtrent til den Form, som senere Haydn og
Mozart fastslog som almen gyldig. Fra disse Mestre skiller han sig
egentlig kun derved, at han mangler deres Sikkerhed og Fasthed i
Opbygningen, deres Overlegenhed og Lethed i den thematiske
Udarbejdelse, hvilket mindre beroede paa, at Sonateformen ikke havde
naaet sin Afslutning, end paa at Philip Emanuel, naar alt kom til
alt, ikke besad hines geniale Begavelse. Og desuden, hvilket
umaade-ligt Fortrin havde ikke disse Mestre! Saalænge Materialet er raat
eller lidet bearbejdet, maa Kunstneren kæmpe med det. Reflektionen
er da en vigtig Faktor i Frembringelsen. Naar det stoflige er
tilrettelagt, saa at det bøjeligt og blødt føjer sig under Kunstnerens
Haand, da bliver der først ret Plads til Udfoldelse af Fantasi og
broget Opfindsomhed.
Phil. Em. Bachs Sonater er imidlertid trods alt endnu den Dag
idag fuldt nydbare. Der aabenbarer sig i dem en — om ikke just
kraftig — saa dog følelsesfuld og ægte Kunstnerpersonlighed. Nogen
stor Aand var Bach vel ikke; han evnede ikke at hæve sig over
sin Tid, i mangt og meget mærkes dens Indflydelse endog paa en
mindre heldig Maade, saaledes i hans Musiks „parykagtige“ Snørkler
og „galante" Tone. Men han var dog betydelig nok til, at han
kunde omsætte i Kunst hvad der dybere greb ham af Tidens
Rørelser. Den for os mangen Gang usmagelige Sødladenhed og det
Føleri, der præger denne Periode, har saaledes hos Bach ofte formet
sig til skøn og inderlig Sværmen; og det er sikkert berettiget, naar
Shedlock J) siger, at Beethoven var nærmere i Slægt med Phil. Em.
Bach end Haydn, hvem følelsesfuld Sværmen laa ret fjærnt: „Haydn var
praktisk en Elev af Phil. Em. Bach, Beethoven var hans aandelige
Arvtager." Der er endog i helt udvortes Træk et vist Slægtskab
mellem Bach og Beethoven som Klaverkomponister: i Anvendelsen l
l) I del før citerede Værk: „The Pianoforte Sonate*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
