Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligesom en personlig Henvendelse til det Forsyn, paa hvilket han
utvivlsomt — om end sikkert rent naivt — troede. Derfor er ogsaa
det Musikstykke, der nærmest er som Bønnen for den Afdøde, det
omfangsrigeste og betydeligste i Requiemet, baaren af en dyb og
inderlig Følelse, præget af en overjordisk Stemning — „et af de
skønneste og ædleste Stykker af den Art. der nogensinde er skrevet “
(Jahn). Med megen Urette har man bebrejdet Mozart, at han skulde
have overført sin Operastil i Requiemet. Vistnok gaar hans
Italiener-Melodirigdom ogsaa igen deri. men rent bortset fra Sammenligningen
med anden kirkelig Musik fra den Tid, kan man snarere sige, at
just fordi Mozart har villet undgaa alt theatralsk i sin Dødsmesse,
har villet holde den i ren kirkelig Stil, just derfor virker de mere
pathetisk bevægede Steder (Dies irre, Tuba mirum) lidt mat. Den
fromme, tungsindige, indadvendte Lyrik, den skønne kunstneriske
Udarbejdelse er det, der giver Requiemet sit Værd. Naar man dog
maaske vil mene — og ikke med Urette —, at det næppe hæver
sig op blandt Mozarts ypperste Frembringelser, da maa man huske,
at Kunstnerens Livskraft svandt med hver Tone han nedskrev deraf,
og at en fremmed og langt ringere Haand fuldførte det.
Wolfgang Mozart var liden af Vækst, spinkel og til sin ikke
ringe Ærgrelse af et ingenlunde imponerende Ydre. Men han førte
sig elegant (han rar en ypperlig Danser) og holdt af at gaa sirlig og
smukt klædt — Clementi antog ham ved Mødet ved Hoffet for „en
Kammerherre’. — Mozarts Ansigt beherskedes af en meget stor
Næse. I hans yngre Dage, da han var temmelig mager, kunde et
Wienerblad komme med nærgaaende Vitser om den „enorm
benådede Mozart’; senere da han blev fyldigere, fik Mozarts Ansigt
i det hele et smukkere og mere afrundet Præg.
Hans ikke just lille Mund var i stadig Bevægelse, snart fløjtede
han. snart sang han, saa pustede han atter Munden op som for at
efterligne Blæse - Instrumenter, atter igen skar han Grimasser, og
ofte kunde det vanskelig siges, om det var i bevidst Kaadhed eller
i Aandsfraværelse. Og denne evig urolige Mund syntes et Symbol
paa Mozarts Væsen. Hans Svigerinde Sophie skildrer det meget
træffende: „Han var altid i godt Humør, men selv naar han var
bedst oplagt, meget aandsfraværende, idet han saa En skarpt i Øjet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
