Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tid. da han arbejdede som under et ekstatisk Højtryk, men at give
dem musikalsk Udtryk faldt ham nu ikke altid let: „Jeg sidder og
tænker og tænker. Jeg har længe haft det i Hovedet, men det
vil ikke frem paa Papiret". Disse Beethovens Ord gengiver
træffende Udarbejdelsens Møje. Naar Beethoven skrev Størstedelen af
Messen i den strænge, polyfone Stil, da fulgte han derved ikke blot
Traditionen, men han stræbte netop saaledes at udfolde al sin Ævne,
al sin Kunnen. Thi han vilde ikke arbejde let; i selve Arbejdet og
dets strænge Fordringer søgte han sin Tilfredsstillelse. „At
komponere Credo’et kostede ham maaske mere Besvær end ellers en
hel Symfoni. Han tilbragte hele Nætter med at slaa Takt med
Hænder og Fødder, inden han bestemte sig til at gribe Pennen,
saa at Værten maatte true ham med Opsigelse, dersom han ikke
besluttede sig til at gøre Ende paa sin natlige Støjen." Og da
Schindler besøgte ham med en fremmed Musiker, hørte de ham
allerede paa Trappen synge „eller rettere hyle" Fugathemaet, for
straks efter at træffe ham med fuldstændig forstyrrede Træk og
Sveden rislende ned ad Ansigtet1). „Han saa ud. som om han lige
havde været oppe at slaas med en hel Hær af Kontrapunktikere."
Alligevel havde Messen næppe kunnet optage ham — som den
gjorde det — i hele fire Aar2), dersom ikke andre Forhold havde
beskæftiget hans Tanker, ja ofte helt hindret ham i at arbejde.
Saaledes var det nemlig Tilfældet. Atter optaarnede Stridigheder
med Svigerinden og Bekymringer for Carl sig omkring Beethoven.
„Nattens Dronning" vilde ikke indstille Kampen for at faa sit
Barn tilbage, og først 1820 blev det endelig og uomstødeligt
overdraget Beethoven at være Brodersønnens Formynder. Men selve dette
Formynderskab skulde fremdeles volde ham Bekymring. Carl v.
Beethoven var en daarlig Karakter — han var doven, søgte slet
Selskab og „sagde ikke et sandt Ord" — og den Maade, paa hvilken
han opdroges, som et Stridens Æble mellem to saa lidenskabelige og
ubændige Mennesker som hans Onkel og Moder, kunde kun udvikle
de mindre gode Sider hos ham3). Beethoven vilde, at han skulde
*) Beethoven modtog dem med de Ord: „Det er en net Redelighed. De er
løbet bort allesammen, og jeg har ikke spist til Middag siden igaar". — Et
tragikomisk Billede af hans ydre Livsforhold under dette nerveoprivende Arbejde!
-) Den fuldførtes i Sommeren 1822 (i Mellemtiden falder dog ogsaa Sonaterne
op. 109 og 110), men opførtes først 1824.
3) Det vækker saaledes nogen Medfølelse, naar Carl etsteds skriver: „Jeg er
sandelig ikke saa slem, som du mener, men du kan tro, del er drøjt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
