Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
være Kunstner eller Videnskabsmand; Navnet Beethoven skulde paa
en stolt Maade forplantes gennem den unge Fyr. Ikke alene i
denne Henseende blev Beethoven skuffet, Nevøen skulde, inden han
endelig faldt til Ro, berede ham endnu større Sorger. — Under
disse uhyggelige og i høj Grad adspredende1) Forhold blev Messen
altsaa til.
Til at skrive dette store kirkelige Værk medbragte Beethoven
visselig ikke en Bachs eller Palestrinas naive religiøse Tro; allerede
af denne Grund har Messen en væsentlig anden Karakter end
disse Mestres Kirkeværker, og man har i Almindelighed villet hævde,
at Beethoven overhovedet ikke ævnede at skrive religiøs Musik.
Lad os da her et Øjeblik betragte, hvad der kan fastslaas om
Beethovens Religiøsitet, og hvad der udgør Messens Ejendommelighed.
I et Brev skriver Beethoven om dette Værk: „Min Hovedhensigt
var at vække religiøse Følelser saavel hos de syngende som
hos Tilhørerne”, og over Ktjriet staar der i hans Manuskript; „Det
kom fra Hjærtet — gid det maa gaa til Hjærtet” (trykt blev
Overskriften forandret til „Med Andagt”). Af disse to Udtalelser faar man
et ret klart Indtryk af, hvad Beethoven vil med sin Messe: han vil
vække andres religiøse o: ophøjede, oversanselige Stemninger, og
fremkalde de gode, ydmyge, tilbedende Følelser, som hans eget
Hjærte er opfyldt af. Det vil altsaa sige: Beethovens Religion er en
kunstnerisk Stemningsreligion, en Religion, der er saa langt fjærnet
fra den objektive Trosfasthed, der præger Bachs Musik, som
Pietismens Dage var fra Revolutionens Aartier. Beethoven selv erklærede,
at Religion ligesom Generalbas var „en i sig afsluttet Ting, hvorom
man ikke skulde disputere”. Schindler siger, at hele hans Vandel
beviser, at han var „inderlig-religiøs, men at man med temmelig
Sikkerhed kan sige, at hans religiøse Anskuelser mindre beroede paa
Kirkgtjs Tro, end de havde deres Kilde i Deisme. Uden at hylde nogen
Art Dogme erkendte han ganske sikkert Gud i Verden og en Verden
i Gud.” Til disse Udtalelser føjer Thayer, „at hvis Schindler med
„Deisme” mener, at Beethoven ikke troede paa andet end én Guddom,
ikke paa en Treenighed, og navnlig ikke paa Nødvendigheden af en
Formidler mellem Gud og Mennesket, da kan han (Thayer) forsikre,
gør mig ikke bedre, naar du som igaar en hel Dag igennem fra Morgen til
Aften skænder paa mig.” — Nogen stor Pædagog var Beethoven næppe!
Og Carl endte i alt Fald som skikkelig Ægtemand og Statsborger.
*) Jfr. herved Frim mel, Neue Beethoveniana: B. in Mödling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
