Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Former en dybere Betydning, der føjer de enkelte Dele psykologisk
og musikalsk tættere sammen, end Tilfældet tidligere har været. Hos
Haydn og Mozart vilde man, om da ikke de klanglige Forhold mellem
Tonearterne i Symfoniens forskellige Afsnit stillede sig en Smule i
Vejen1), for Indholdets Skyld som oftest meget vel kunne ombytte de
forskellige Stykker. Intet Menneske vilde da f. Eks. kunne fornemme,
om en F-dur-Andante flyttedes fra en C-dur-Symfoni til en
B-dur-Symfoni. Ikke saaledes hos Beethoven. Der er imellem de enkelte
Satser indbyrdes en saa dyb Forbindelse, en saa aandfuldt beregnet
Modsætning og en saa iøjnespringende Udvikling og Stigning, at de
ikke tænkelig kan løsrives fra deres Plads og omplantes til et andet
Værk2). Dette vil lettest iagttages, for saa vidt angaar Symfonierne,
og det foregaaende har vist, hvorledes disse, begyndende fra Eroica
gennem c-moll, Pastorale og A-dur til den Niende, bæres oppe af
et bestemt Idéindhold, der oprindelig famlende, men senere med
genial Sikkerhed knytter de enkelte Stykker sammen. Dog, i
Virkeligheden kan det samme paapeges i talrige og de betydeligste af
Sonaterne og den øvrige Kammermusik.
Denne for Beethovens Musik ejendommelige Tankevægt og
sammentrængende Logik giver sig teknisk set ogsaa Udslag deri, at
han efterhaanden bortkaster som overflødigt det Passageværk, der
ansaas uundværlig i den ældre Sonate (og Symfoni) som et
behageligt, klingende Udfyldningsled. Udviklingen kan lettest eftervises i
Klaversonaterne: i de ældre af dem findes endnu de spillende og
legende Figurationer, men efterhaanden viger disse eller de tages
op som tjænende Satsens Hovedidé, og bliver da Dele af det
tematiske Stof (cis-moll-Sonatens Finale, Appassionato). Men endnu
mere springer dette Forhold frem i Symfonierne; allerede i
Eroica-Symfonien spiller Passageværket en forsvindende Rolle, og i
c-moll-Symfoniens første Del møder der os hin beundringsværdige Sats,
hvori alt, hvad der ikke tjæner Hovedidéen og dens Udvikling
’) Beethoven er, som et Blik paa hans Musik straks overbeviser om, ogsaa
paa dette Punkt friere end Forgængerne, ingen doktrinære Regler binder
ham her saalidt som i Valget af Motivernes Toneart indenfor det samme
Stykke. Den vedtagne Regel om, at Sidemotivet skulde staa i
Paralleltoneart til Hovedmotivet, bryder han saaledes ganske med.
2) Medens man i tidligere Tider, da Beethovens Værker ikke var saa forstaaede
og udbredte, ikke sjælden opførte enkelte Satser af hans store Arbejder, er
man nu heldigvis i det Hele kommet bort fra denne Uskik, der dog vistnok
ikke helt er udryddet i Frankrig og England.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
