Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdensfjærnhed. Men bryder denne Humor en Gang imellem
igennem, som f. Eks. i Finalen af op. 127, i Prestoen og Finalen af
op. 1301), i Nr. 5 i op. 131 eller i Finalen af op. 13-52) virker det
desto stærkere og særere. Wolzogen3) bruger ret træffende om den
sidstnævnte Sats Betegnelsen: „en verdensbesejrende Humor".
Det ligger nær at spørge, om ikke disse sidste Beethovenske
Frembringelser snarest er paavirkede af eller ialfald i Slægt med
den kunstneriske Bevægelse, der paa denne Tid gryede i Tyskland,
den romantiske. De sværmeriske „oversanselige" Melodier, den
overlegne Humor, de friere Former kunde tyde derpaa. Men dog kan
det næppe siges, at Beethoven nogensinde blev, hvad man
kunsthistorisk forstaar ved Bomantiker. Han var til det sidste fri for al
Selvdyrken og Selvføleri, han havde til alle Tider det faste Greb
om sit Stof, hans Arbejde, hans „Komponeren" var ægte klassisk;
Sundhed præger det og al sygelig og vag Udfylden var ham imod.
Derfor kender han hellerintet til den romantiske Dobbelttydighed,
subtile „Aandrighed" og ofte saa tomme Spil med klingende Former.
Systembetegnelser har i og for sig ikke stor Værdi, og med dem bør
et Geni som Beethoven næppe maales. men skal de endelig bruges, maa
han kaldes en klassisk Kunstner — ogsaa i denne „tredje Periode".
Paa den anden Side er det sikkert nok, at senere romantiske
Komponister har søgt Tilknytning til Beethovens sidste Værker,
ligesom romantiske Forfattere særlig dyrkede Goethes senere
Frembringelser. To indbyrdes saa forskellige Romantikere somSchumann og
Berlioz har begge taget deres Udgangspunkt fra den sidste. Beethoven.
Medens Beethovens tidligere Værker efterhaanden er blevet det
store Musikpublikums Fælleseje Verden over, og medens Beethovens
l)
*)
Denne Finale skrev Beethoven efter Forlæggerens Ønske istedenfor den
oprindelige Finale, der dannedes af den store Fuga, der senere udgaves
særskilt som op. 133 og som er den mest udprægede Type paa, hvad man har
kaldt „Øjenmusiken” i Beethovens sidste Værker.
Overskriften Muss es seyn? Es muss seyn har været Genstand for megen
Fortolkning. Originalmanuskriptet har Overskriften: „Der schwergefasste
♦ ~ -BL..
er benyttet i en Kanon,
Entsehluss” og Motivet
m
=p
„Es muss sein“
skrevet i Juli 1826, samtidig med eller kort før Kvartetten udarbejdedes. At
dette Udbrud oprindelig er undsluppet Beethoven i Ærgrelse over, at
Husholdersken igen forlangte Penge, saaledes som det berettes, har selvfølgelig
kun lidet at betyde i Forhold til Satsens storstilede, humoristiske Indhold.
Se Afsnittet: Beethoven i „Grossmeister deutscher Musik”.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
