Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rejste sig saaledes paany en Operastrid: en Spontini-Weber Strid som hin
Gluck-Piceinniske. Men paa Webers Side var den nationale Begejstring, og
Spontini kæmpede med saa plumpe Vaaben som at lade sine Modstanderes bedste
Skribent, Rellstab, arrestere og straffe for Forhaanelser, og det kunstneriske
Skyts han førte i Ilden kunde, hvor højt han end selv vurderede det, ikke
forsvare hans Sag. Hverken Nurmahal, et Lejlighedsarbejde, Aleidor eller Agnes
r. Hohenstavfen mægtede at hævde Spontinis gamle Ry. I Anledning af Euryanthes
Opførelse, der synes at være forhalet af Spontini, førte de to Modstandere en
trods de pæne Ord alt andet end opbyggelig Brevveksling, og skarpt stod Partierne
mod hinanden. Paa den ene Side: „Noblessen med samt en Mængde Mennesker,
der blindt hylder den fornemme og legitime Smag, derhos en Mængde Enthusiaster
for alt udenlandsk, nogle Komponister, der gærne vil have deres Musik frem paa
Scenen og en Haandfuld virkelige Beundrere. ... paa den anden Side: Mange,
der er vrede paa den gode Ridder, fordi han er vælsk, andre der misunder ham,
atter andre fordi hans Musik ikke er tysk. Og endelig den største Del. der i
hans Musik kun ser Pauke- og Trompetspektakel, larmende Bombast og opblæst
Unatur11 (Heine). Da nu til alt dette kom, at Spontini ved sine hovmodig førte
Kompetencestridigheder med Intendanten mistede Hoffets Gunst, ja dømtes til en
Fængselsstraf, der dog aldrig fuldbyrdedes. og at Publikum ved en Opførelse af
Von Juan (1841) peb Spontini ud, da han viste sig i Orkestret, veg den stolte
Italiener, hvis Modstandskraft nu var brudt, af for Kampen og rejste tilbage til
Paris. Han komponerede intet mere. og da hans Helbred ogsaa svækkedes,
søgte han i sit Fødeland en Lindring, som han dog ikke fandt. En lang Tid af
Spontinis sidste Aar var saaledes lidet lykkelige, men med sit forunderlige, naivt
forfængelige Sind følte han virkelig en Trøst i de ydre Udmærkelser, der var
bievne og endnu blev ham til Del, og mest af alt frydede ham det pavelige
Adelskab, hvorefter han kunde bære Navnet Greve af San Andrea; herover
glemte han mangen Sorg og Skuffelse.
Spontini staar som en interessant Overgangsskikkelse i Musikens
Historie. Nærmest maa han siges at afslutte den gamle „klassiske*
Helteoperas Tid, men samtidig er der i hans senere Operaer (fra
Cortez) en Stræben efter imponerende Massevirkning, efter udvortes
Effekt og Bravur, der ligesom bebuder den kommende
Meyer-beerske Opera.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
