Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Komponister er Saverio Mercadante (1795—1870), der var Elev af
Zingarelli og skrev en lang Række Operaer, i hvilke han i den Grad
gik Rossini nær, at han fik Øgenavnet Mercante di Rossini — og Michele
Carafa (1787—1872), der var Adelsmand og havde gjort Napoleons
russiske Felttog med som Murats Adjudant. Efter Napoleons Fald
helligede han sig helt til Musiken og skrev — først i Italien,
senere i Paris, hvor Carafa tog Ophold 1827 — en Række Operaer,
i hvilke Paavirkningen fra Rossini efterhaanden blev mere og mere
kendelig; mest Yndest vandt Masaniello og le Valet de Chambre
— Carafas iørefaldne, men ganske blege og upersonlige Melodier var
en Tid i Folkemunde og varieredes af en Henri Herz; men deres
Levetid var langt kortere end deres Komponists.
Ud fra disse mange Dusin-Komponister, der som Regel kun
vandt Navn i deres Hjemland eller i den italienske Landsdel, hvis
Scene de forsynede med deres Operaer, skiller sig to Musikere, der
vel i deres Værker dyrkede den Rossini’ske Operatype, men som
besad fyldigere og selvstændigere Begavelse, og hvis Operaer derfor
naaede ud til det øvrige Evropa, hvor de endog efterhaanden
afløste de Rossini’ske. Disse Komponister er Vincenzo Bellini og
Gaetano Donizetti. Musikhistorisk har disse Musikere vel ingen
særlig Betydning, ti hos ingen af dem spores der nogen Bestræbelse
for at skabe noget Nyt, for at føre deres Kunst fremad. Det eneste
Maal for disse Kunstnere — og i Særdeleshed for Donizetti, der levede
længst og skrev flest Arbejder —, var at behage Publikum og
Sangerne, af hvis Udførelse deres Operaers Skæbne i saa væsentlig
Grad afhang, at de ret hurtigt forsvandt fra alle de Scener, der
ikke mere dyrkede den italienske Kunstsang, eller hvor „Italienere
gasterede". Indbyrdes er der vel nogen Forskel paa den blidere, elegiske
ofte sentimentale Bellini, der — en tynd Harmoniker og maadelig
Instrumentalist, men en skøn og blid Melodiker — nærmest
sluttede sig til den ældre Rossini, den af rørende Melodier fyldte
Tancredi’s Komponist — og saa Donizetti, der besad ringere
oprindelig Begavelse, hvis Melodier var banalere og grovere, og hvis
hele Operaanlæg var blottet for den Følelsesfuldhed, der prægede
Bel-linis bedre Ting — en Eklektiker, der snart efterlignede det flotte
og larmende hos Rossini (i Lucrezia Borgia, Lucia di
Larnmer-moor), snart hans Buffostil (i Elisire d’Amore), snart atter den
franske Opera comique (i La fille du Regiment) — og en Praktikus,
der var vel kendt med Brugen af alle Midler — til Wiens Lærde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
