Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og derfor saare vanskelige Meyerbeer tvang ham til at forfatte just saaledes, som
han vilde have dem.
Meyerbeers første franske Opera Robert le diable er en saadan
grelt romantisk Opera i den Stil, til hvilken den franske Romantik,
som foran skildret, desværre hurtigt henfaldt. Librettoen til Robert
le diable er i Virkeligheden et ganske meningsløst Sammensurium
af romantiske Ingrendientser tilsat med lidt fransk Balletkoketteri i
en berømt Scene i tredje Akt, hvor de af Graven opstandne Nonner
pludselig forvandler sig og opfører en vellystig Ballet. Til denne
Libretto havde Meyerbeer skrevet en Musik, der var holdt i en
romantisk — af Weber paavirket — Tone, i hvilket alskens
theatral-ske og musikalske Effekter er bunket sammen, samtidig med at den
lokkede med Rossiniske Sangkunster og imponerede ved nye og
raffinerede Orkestervirkninger.
Robert le diable, der opførtes 1831, betegner ikke blot en
Vending i den franske store Operas Kurs, „den indleder en ny Æra i
Operakassens Resultater“. Saaledes havde Sc-ribe og Meyerbeer
ramt Tidens Smag, at der til Robert var en Tilstrømning som aldrig
hidtil til nogen Opera.
Og ikke blot Tidens Smag, men hele Tidsaanden og Retningen.
Heinrich Heine1) kalder med Rette „Robert* et Værk, der er
udsprunget af Julirevolutionens Veer, med en Helt, der ikke ret ved.
hvad han vil, der bestandig ligger i Kamp med sig selv, et tro
Billede af hin Tids moralske Vaklen, hin Tid, der bevægede sig saa
kvalfuldt uroligt mellem Dyd og Last. oprev sig selv i Bestræbelser
og Forhindringer og ikke altid besad Kraft nok til at modstaa Satans
Anfægtelser!
Snart gik Operaen sin sejrrige Gang Evropa, ja Amerika igennem.
De følgende Aar tilhørte Meyerbeer; Rossinismen var besejret, om
end ikke saaledes som Spohr og Weber havde ment det. Og i disse
brave Idealisters Fodspor vandrede nu som Meyerbeers Bekæmpere
fremragende Komponister som Mendelssohn og Schumann, hvis
finere Naturer frastødtes af Meyerbeers Svulst, Effektjageri og hule
Pathos.
Hvad den franske Kritik, der i det Hele saa sympathisk paa
Meyerbeers Opera, derimod bebrejdede ham, var hans „Genis
Ængstelighed," der lod ham være mere opmærksom paa at vinde Publikum
b „Französische Zustände": Uber die französische Biihne 9de Brev.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
