Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
drømmer, at han har dræbt sin Elskede og nu føres til Retterstedet,
ved Slutningen af den dystre Marsch dukker nogle Takter af
Elskovs-Melodien op — et sidste Minde om den Tilbedte, forinden
Fald-øksen afskærer hans Livstraad. Slutningssatsen er en Heksesabbat.
Alskens uhyggelige Spøgelser er stimlede sammen ved Kunstnerens
Ligfærd og omsværme ham med Larmen og Veraab. Blandt dem
dukker den Elskede op, men hendes Melodi er forvrænget til en
gemen Dansemelodi: en overgramset, afbleget Skønhed. Heksekoret
bringer hende sin Hyldest og hun tager Del i de djævelske Orgier,
ind i hvilken en Parodi paa dies iræ klinger.
Med dette vildt romantiske, grelle Musikstykke klinger Symfonien
ud — et trodsigt Oprør mod Klassicismens harmoniske Afslutning.
Berlioz’s sære Genialitet havde saaledes her skabt en ny Form
for Instrumentalmusiken, han havde undfanget den Idé at
gennemføre i et symfonisk Værk en enkelt musikalsk Idé, et Slags Forløber
for Ledemotivet; men han havde mere end dette: I melodisk og
harmonisk Henseende var hans Symfoni vel ikke saa overraskende
ny, om end ikke uden Dristighed og interessant Opfindsomhed, men
endnu større Undere havde han frembragt i rytmisk og orkestral
Henseende. I første Henseende en forbløffende Mangfoldighed og
Afveksling— som senere henrev Rob. Schumann — i sidste Henseende en
Glans, Energi og rent fysisk Effekt, som ingen hidtil havde anet. Ti
Berlioz’s orkestrale Fantasi — saaledes maa man hellere betegne, hvad
ellers benævnes hans Instrumentationskunst — kommer allerede i
dette Ungdomsarbejde til en saadan fuld Udfoldelse, at det særlig
paa dette Punkt maatte virke ved sin Mærkelighed og sin Nyhed.
Selv de, der samlede sig om den ikke uefne Dom: Cela tit fort beau,
quoi-que ce n’est pas de la musique, kunde ikke andet end ofre denne Symfoni en vis
Deltagelse. De fanatiske Victor Hugoske Kunstbrødre svor begejstrede til den.
Kun de rent konservative „Klassikere" fordømte ubetinget Berlioz’s Værk.
I det hele blev imidlertid Opførelsen af den fantastiske Symfoni en saadan
Triumf for den unge kæmpende Musiker, at Konservatoriet ikke længere kunde
nægte ham Prix de Eome, da han for anden eller tredje Gang konkurrerede til
den (18B0). — Opholdet i Italien betød kunstnerisk ikke meget for Berlioz.
Italiens Musikliv (Rossinismen) frastødte ham, og han fandt ingen Forstaaelse hos
’de andre fremmede Musikere, som han traf i Rom, blandt dem Mendelssohn, til
hvem Berlioz dog personlig stod i venskabeligt Forhold til Trods for deres Naturels
Forskellighed. Paa Fodture i Bjergene med Guitaren over Skuldren, atlurende
Befolkningen deres Sang strejfede Berlioz ensomt omkring, opfyldt af sine
fantastiske Idéer, fuldt bestemt paa at genoptage Kampen for dem, naar han vendte
tilbage til Paris. Han komponerede i Italien Ouverturen til Kong Lear, Lélio
ou le retour å lg vie, en saakaldt ,Melolog“, der i forvirret Blanding af Solo-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
