Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sange, Kor- og Instrum antalstykker skulde danne en Slags Afslutning paa den
fantastiske Symfoni og — uden synderlig kunstnerisk Værdi — for Berlioz betød
en Frigørelse for den ekstatiske Tilstand, i hvilken Symfonien var undfanget.
Da Berlioz var vendt tilbage til Paris, erfarede han, at Henriette Smithson
atter var i Byen og ved et Tilfælde(l) kom han til at bo ligeoverfor hende.
Ved den Opførelse af den fantastiske Symfoni i Forbindelse med Lelio (1832),
som han snart efter foranstaltede og som endnu mere fastslog Symfoniens Sukces,
sørgede han og en Ven af ham for, at Miss Smithson var tilstede. Og ved denne
Koncert, som Heine har beskrevet i sine
Pariserbreve, gik det op for den engelske
Skuespillerinde, hvilket ungt Geni hendes Tilbeder var, og
hvilken Hyldest hans Musik bragte hende. Det
kom til en nærmere Forstaaelse mellem dem og
tilsidst — trods Berlioz’s Families Modstand —
til et Ægteskab, der dog blev lidet lykkeligt,
idet Ægtefællerne i mange Aar før Hustruens Død
havde levet adskilte.
En Del af Berlioz’s Tid og Interesse optoges i
de følgende Aar af kritisk og journalistisk
Virksomhed navnlig ved Journal des Débats, i hvilken
han med bidende Spot drog til Felts mod
Hovedstadens musikalske Smag og søgte at fremkalde
Forstaaelse og Kærlighed til de Musikere, hanselv
satte højst nemlig Beethoven, Gluck og Spontini.
Imidlertid fortsatte Berlioz sin
Komponistgær-ning med usvækket Kraft og Begejstring. Hans
næste store Værk blev Harold en Italie — en
Symfoni med obligat Viola1). Den ydre
Foranledning til dette Arbejde var den berømte og rig. 147. Berlioz-Karikatur.
meget fejrede Violinspiller Paganini. Denne
havde overværet en Opførelse af den fantastiske Symfoni (1833) og begejstredes
for dens Komponist. Paganini opfordrede da Berlioz til at skrive en Koncert for
Bratsch, idet han nemlig var kommet i Besiddelse af et udmærket gammelt
Instrument. Til et konventionelt Arbejde som en Koncert, der satte saa bestemte
Grænser for Fantasien, havde Berlioz ganske vist ingen Lyst, men han fik den
Idé at lade Bratschen være en Slags Fører i sin nye Symfoni ligesom et Symbol
paa Helten, hvis Skikkelse var laant fra Byrons Childe Harold. Symfonien, som
skreves hurtigere end Berlioz plejede at gøre det, er bygget over Erindringer fra
Italienerrejsen og adskillig mere harmonisk bygget end sin „fantastiske” Forgænger;
dens Satsers Indhold ere følgende: Harold aux montagnes — Marche desPélerins
— Serenade d’un montagnard — Orgie des brigands — farverige og
stemningsfulde Musikstykker, mere harmoniske, men mindre fantasifulde end den første
Symfonis. Selve Hovedidéen i Symfonien: den obligate Bratsch synes derhos
upraktisk og bisar, dens indadvendte Klang kunde vel passe til den melankolske
Helts Motiver, men det er umulig at dette enkelte Instrument kan gøre sig
gældende i Orkestermassen saaledes som Berlioz har tænkt sig det.
‘) Som det i den allersidste Tid er oplyst af Malesherbe, den ene af Udgiverne af Berlioz’s
Samlede Værker (Breitkopf & Härtal) stammer Hovedmotivet i denne Symfonis første Del fra
en Ouvertura til Bob Boy, som Beriioz havde komponeret under Opholdet i Rom, men den
Gang kasseret, og som nylig er genfundet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
