Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lian oplæste sine egne Digtninge eller sine kæreste Digtere,
Shakespeare og Goethe. Han flød hen i rørt Begejstring, naar han hørte
sine egne Arbejder; han levede i en naiv Trang til at blive
beundret og at vække Opsigt ved disse Arbejder, og Sansen for
Reklamen svigtede ham aldrig.
Den Mand, der var udstyret med saa mærkelige Egenskaber,
var ligesom forudbestemt til stærkt at blive greben af den
romantiske Bevægelse, der slog ham imøde, da han som ung Mediciner
kom til Paris. Han blev en Musikens Victor Hugo, hvis Fortale til
Cromtcell, det romantiske Kampsignal, ogsaa havde revet Berlioz
med. Dennes Musik blev ligeledes et Kampskrig, et Svar paa det, der
udgik fra Digternes Kreds. Og i en Tid, hvor man i fransk Musik,
havde slaaet sig til Taals med de smaa, let overskuede Følelser og
Stemninger, brød Berlioz ind med sin Musik, der stilede mod de
største Maal og anvendte de vældigste Midler. Saaledes betød
Berlioz’s Musik et mægtigt Gennembrud i fransk Musik, hvis
Virkning maaske ikke sporedes straks, men som er fuldt levende endnu
i vore Dage.
Berlioz’s Idealisme er uomtvistelig i hans Ungdomsværker;
selvom de kan synes sygelig overspændte, er der ingen Tvivl om, at
for Berlioz var dette ærlig Natur og ram Alvor. Det er denne
høje begejstrede Stræben ud over det dagligdags, bort fra det
konventionelle, denne Dristighed i Maal og Midler, der vakte Sympathi
hos de bedste blandt hans Samtidige; og disse Egenskaber kan
retfærdiggøre, at Berlioz selv betragtede sig som Beethovens
Efterfølger. Han var jo en af de faa. i Frankrig den eneste, der dog
vovede at tage Arven op efter den store Mester. Men hvad der
allerede i Begyndelsen skiller Berlioz saa skarpt fra Beethoven, er
hans Trang til at virke ved udvortes Midler. Og denne Trang
voksede med Aarene og blev mere og mere Hovedsagen for ham.
Typisk er saadanne Værker som Requiem og Te-deum (et storstilet
kirkeligt Værk planlagt som Afsnit af et mægtigt Tonedigt til
Napoleon I’s Forherligelse, komponeret 1849, men først opført
seks Aar senere), i hvilket sidste han anvender to Kor og Orkestre
foruden et Barnekor paa 600 Stemmer. Disse overdrevne Effekter
har imidlertid ikke sjælden den modsatte Virkning af den tilsigtede.
Det kan nemt hænde, at man bliver opmærksom paa, at de dækker
over Idéer, der i deres Nøgenhed ikke blot ikke kan staa Maal med
de Beethovenske, men som endog undertiden er ret trivielle eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
