Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gør et skruet, besværlig søgt Indtryk. Dette viser, at Berlioz’s
egentlige musikalske Begavelse ikke svarer fuldt ud til hans poetiske
Intentioner og hermed hænger det videre sammen, at Berlioz trænger
til et bestemt Stof at knytte sin Musik til, et digterisk Indhold, som
han enten selv skaber sig (den fantastiske Symfoni) eller som han
laaner fra sine poetiske Idealers Frembringelser (Romeo og Julie) og
hvortil han kan knytte sin Musik, der saaledes allerede udefra,
gennem det Stof han tager til Behandling, faar den Storhed, den
Pathos, hvorefter Berlioz saa at sige altid stræber.
Saaledes blev Berlioz den første „litterære" Musiker (som man
har kaldt det), og saaledes blev han den, der indvarslede en ny
Retning i Instrumentalmusiken: Programmusiken. Herved er han
rigtignok i sin Kunst kommet saa langt bort fra Beethovens
„absolute" Musik som mulig, ligesom der kommer noget unaturligt
og overspændt i hans Musik, der ikke mindst, naar man har
Beethovens i Erindring, forekommer forceret og uharmonisk trods al
glansfuld Teknik og idealistisk Stræben. Men Berlioz havde med
Programmusiken anvist en ny Vej, ad hvilken talrige Musikere
(med Franz Liszt i Spidsen) er fulgt og følger efter lige til de
sidste Tider, da Programmusiken er en fremtrædende Udtryksform
baade for franske, tyske og russiske unge Komponister.
Paa dette Punkt var Berlioz altsaa en Fører, der undfangede
en Idé, med hvilken praktiske Musikere og musikalske Theoretikere
og Kritikere endnu tumler den Dag i Dag. Naar man erkender
dette, og naar man erindrer, at med idée fixe har Berlioz „givet den
symfoniske Musik den væsentligste Nytilførsel siden Beethovens Dage"
(Kretzschmar), samtidig med at han blev en Forløber for det
Wag-nerske Ledemotiv-Tanke; naar man endvidere mindes, hvilken
forøget Kraft, Pathos og lidenskabelig Udtryksfuldhed den franske
Musik skylder Hector Berlioz, da kan man ikke være i Tvivl om
denne Musikers geniale Naturel. Men naar man ved Siden heraf
maa erkende, at hans Frembringelser kun sjælden tilfredsstiller helt,
at han kun undtagelsesvis formaar at holde sig paa Højde med sine
poetiske og ophøjede Intentioner, og naar man ikke kan nægte, at
hans Musik ofte er forceret og skruet, og at han for at følge sin
ophidsede Fantasis Indskydelser ikke undgaar at blive uskøn, ja at
miste Blikket for eller Evnen til de berettigede naturlige Forhold i
Musiken (baade i melodisk og harmonisk Henseende), da vil man
vel nærmest forme sin Dom om denne ejendommelige Musiker saa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
