Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Luner, at strejfe om i Naturen, hvorfor Chopin, hvis Helbred forbød ham saadant,
maatte tilbringe halve Dage i ensom Venten —) og det begyndte at gaa op for
Chopin, at han hos George Sand ikke kunde finde nogen virkelig Forsiaaelse.
Herimod kunde hendes til Tider ialtfald ret taalmodige og omhyggelige Pleje, da
Chopin kastedes paa Sygelejet, ikke veje op, og Venner i Paris kunde knap kende
ham, da han endelig — efter en Tids Ophold i Sydfrankrig — vendte tilbage
til Byen. Uagtet Kløften mellem de to allerede den Gang var saa dyb, at Chopin
næppe mere kunde haabe paa en Udjævning, følte han sig dog endnu knyttet til
hende eller havde ikke Energi til at rive sig ud af Forholdet; han tilbragte
ialtfald de følgende Aar i Samkvem med George Sand, uagtet hendes Optræden
overfor ham, selv naar helt Fremmede var tilstede, maa have naget og saaret
ham1). Bruddet maatte dog komme; og det blev dels huslige Stridigheder —
vedrørende George Sands Børn — dels Offentliggørelsen af en Roman, i hvilken
Chopin (og i øvrig de fleste med ham) mente, at George Sand havde givet en
indiskret og usympatetisk Skildring af sin Patient-Elsker. Det Brud, der nu
endelig fulgte (1847), var villet fra Chopins Side, men med de oprivende
Sindsbevægelser, der gik forud, voldte det hans Sjæl og Legem lige stor og ikke
mere oprettelig Skade. — Som saa ofte hos Brystsyge var Chopins Tilstand selv
i denne Periode til Tider adskillig bedre, Kræfterne syntes større og Haabet var
tiltagende, saaledes at han kunde glemme sin Lidelse i en ivrig Komponeren,
ja han dristede sig endog til at give en Koncert (Febr. 1848), ved hvilken han
bl. a spillede sin nye Cello Sonate op. 65 med Vennen Franchomme og i det
Hele hyldedes saa begejstret, at hans svage Nerver knap taalte det. — Kort
efter traf Chopin i en Selskabssal sammen med George Sand, 5, der trykkede
hans sitrende, iskolde Haand — og vilde tale til ham, men han vendte sig bort".
— En Kunstrejse, som Chopin endnu foretog til England og Skotland, syntes
Udslag af den sidste haabløse Fortvivlelse; vel modtoges han med Beundring,
vel fyldtes Salene ved hans Koncerter, af hvilke en sidste, som saa ofte før,
gaves til Fordel for hans emigrerede Landsmænd, vel fæstedes hans Interesse
ved Bekendtskab med de berømmelige Musikheroer, der navnlig den Gang havde
Ophold i London, men Døden sad ham alt i Hjærtet og Rejsens Strabadser
fremskyndede den. Han forlod „det skrækkelige London", længselsfuld efter
sit Pleyelske Flygel og den Violbuket, hvis Duft han bad om maatte fylde
Værelset, naar han kom hjem. — Efter Ankomsten til Paris udviklede
Sygdommen sig hastigt og uimodstaaeligt. Hans Søster plejede ham og Venner
og Elever samledes om hans Sygeleje. Dagen før hans Død — den 17. Oktbr.
1849— maatte hans Veninde, Grevinde P o tacka, synge gammelitalienske
Kirkearier for ham, og inden han udaandede, samlede han Vennerne ved Sengen og
velsignede hver af dem. — Ved hans Begravelse lød første Gang —
instrumenteret af Reb er — Sørgemarschen aib-moll Sonaten, siden saa ofte brugt og
misbrugt ved lignende Lejligheder.
I Chopins smidige, fornemme Skikkelse, hvis Ansigtstræk dog
knap var saa smukke som idealiserende Billeder har fremstillet dem,
var det destingerede det mest fremtrædende. Han lagde Vægt
paa en fuldendt aristokratisk Holdning og paa at føre sig til det
yderste stilfuldt i Pengemændenes og Adelens Saloner, hvor han
’) Jfr. herved bl. a. hvad Len z beretter i Bogen: „Die grossen Pianofortevirtuosen unserer Zeitu.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
