Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
danne fortvivlede Forhold var det, at Parsifals senere Komponist søgte Ansættelse
som Korsanger ved et tarveligt Boulevardtheater — uden at kunne opnaa den!
„Lykkeligt er det Geni, til hvilket Lykken aldrig smilede! Det er saa
uendelig meget for sig selv, hvad skal det saa ovenikøbet med Lykken’ V I disse
vemodig-stolte Ord, der findes i en af Pariser-Skitserne, Der Kunstler und die
Oeffentlich-keit, har Wagner ligesom fundet Styrke til at kæmpe videre i usvækket Tro paa
sit Geni. Beundringsværdigt, at han under de fortvivlede Livskaar saa langt fra
at bukke under tværtimod svang sig op til et begejstret og selvstændigt Arbejde
som det der gav sig Udslag i Evne Faust-Ourerture (som foran meddelt et Budiment af
en Faust- Symfoni ikke, som man har ment afen FaustOpera) og Den flyvende
Hollænder. Dette sidste Partitur skrev Wagner i syv Uger i landlig Ensomhed i Meudon. Og
da det var afsluttet, paatog han sig endnu et Hoveriarbejde: Forfærdigelse af
Klaverudtoget afHalévys Reine de Chypre — Honoraret derfor skulde bruges til Hejsen
til Tyskland; ti nu var hans Pariserforhaabninger fuldstændig forbi; Rienzi
var desuden antaget til Opførelse i Dresden og Minna Wagners nedbrudte Helbred
krævede nødvendigt et Ophold ved Tøplitzerbadet. „Jeg, forlod da Paris i
For-aaret 1842. For første Gang saa jeg Bhinen — med de klare Taarer i Øjet
svor jeg stakkels Kunstner mit tyske Fædreland evigt Troskab’ - med disse
Linjer slutter Wagners Autobiografiske Skitse.
Opførelsen af Rienzi trak længe ud og forinden fulgte Wagner sin Hustru
til Tøplitz, hvor han gjorde det første Udkast til Tannhauser, et Stof, paa
hvilket en Ven alt havde henledet hans Opmærksomhed i Parisertiden. Endelig
i Oktober 1842 fandt den første JfieKzj-Opførelse Sted under fieissigers Ledelse
og med Tichatschek2) ogWilhelmine Schrøder De vrient i Hovedrollerne.
Forestillingen varede fra Kl. 6 til henimod Midnat, men Begejstringen var saa
stor, at alle holdt ud til det sidste og endog gentagende fremkaldte
Komponisten efter femte Akt. I noget forkortet Udgave — men stadig dog fyldende
henimod fem Timer — spilledes Operaen Gang efter Gang for udsolgt Hus, og
Wagner jublede. De store „Renter’ af Operaen, som han havde drømt om.
udeblev rigtignok, men Sukcessen foranledigede i hvert Fald, at Den flyvende
Hollænder, der var indleveret til Berliner-Operaen med Meyerbeers Anbefaling,
men endnu ikke antaget dér, antoges af Dresdner-Operaen, og at Richard Wagner
engageredes til Hofkapelmester i Sachsens Hovedstad, endog med Fritagelse for
det sædvanlige Prøveaar. Et Øjeblik saa det ud, som om Wagner var kommet
ind paa en jævn banet og sikker Musikereksistens — saare forskellig fra de
„vilde’ Parisertider.
Rienzi, der nu nærmest gør et forældet og langtrukkent
Indtryk — endda de senere Tider har medført radikale Forkortelser i
Partituret — er historisk og psykologisk ikke uden Interesse.
Wagner har udtalt, at han her endnu var Operakomponist og Librettist
(medens han alt i Den flyvende Hollænder er Digter), og det er
ganske øjensynligt, at Forbilledet var de store historiske Librettoer
af Scribe, Hovedleverandøren til den franske Opera; men noget
personligt er der ogsaa i denne med Optog, Pantomimer, Eds-
derfra er et Skrig efter Omvæltning i Kunstens og Kunstnernes Lod i vore Dage“ — skrev
Wagner senere selv.
*) Bøhmisk født Tenorist (1807—86) fra 1837 til 1872 ansat ved Dresdens Theater.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
