Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de faa Velhavende, der nyder en italiensk Opera efter Dagens Møje
som et svagt sansepirrende Middel, uden noget aandeligt Arbejde.
I Oldtiden herskede Apollo, nu er Merkur den mægtigste Gud paa
Dramaets Omraade. Selv Staten ser i Theatret en „industriel Anstalt".
Vor Tid er just Industriens; denne og den officielle Kristendom er
Kunstens Fjende, derfor bør nu al sand Kunst være revolutionær,
fordi den kun eksisterer som Modsætning til den gældende
Almindelighed. Industriens Aag maa afkastes; Kunstneren maa kunne skabe
for Kunstens ikke for Fordelens Skyld. Den revolutionerede Stat
maa sætte ham i Stand dertil, og den maa underholde en
Skueplads, hvortil Folket har fri Adgang — saaledes at man kan vende
tilbage til de græske Idealtilstande. „Utopier, Utopier! hører jeg de
store Vise og de saakaldte praktiske Mennesker raabe“ udbryder
Wagner, og dette fører ham ind paa den virkelige Utopi, som
Historien kender: Kristendommen. Skriftet slutter da med en Hyldest
til Menneskehedens to mest ophøjede Lærere: Kristus, der led for
Menneskene, og Apolio, der hævede dem til frydefuld Værdighed.
Fremtidens Kunstværk, som Wagner skrev „i Raseri og som
en Hjærtensnødvendighed", er et Udtryk for hans „ophøjede
Egoisme" og „glødende Fanatisme" som Musikdramatiker. Det ofte
eksentriske, uklare og besværlig skrevne Skrift indledes med en
Paakaldelse af Naturen og „Folket", der skal skabe Fremtidens
Kunstværk; Wagner er her i Overensstemmelse med Feuerbachs
Idéer, han der selv „ansaa Humanisme som den mest betegnende
Benævnelse for hans Retning". Efter nogle hæftige Angreb paa
Luksus og Mode udvikles Skriftets Hovedtanke, hvorefter de „rent
menneskelige" Kunstarter med Urette har delt sig i Dansekunst,
Musik og Digtekunst, thi kun ved deres forenede Virken opstaar
Fremtidens Kunstværk; først naar de selv ophører som enkelte
Kunstarter, bliver de alle i Stand til at skabe det fuldendte
Kunstværk, ja „deres Ophør i denne Forstand er af sig selv allerede
dette Kunstværk; deres Død er umiddelbart deres Liv." Men til
dettes Virkeliggørelse kræves ogsaa de andre Kunstarters Deltagelse.
Fremtidens Kunstværk er en Sammensmeltning af alle de hidtil
adskilte og selvstændig virkende Kunstarter, idet de „opløste i
deres enkelte Kunstbestanddele ikke blev begejstrende Lærere for
Offentligheden, men trøstende Tidsfordriv for den specielle
Kunst-Liebhaver". Et græsk Forbilled — et Drama for Folket, hvortil
Skuespiller, Musiker, Mimiker, Billedhugger, Arkitekt (som den
Hlustr. Musikhistorie. II. 45
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
