Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
følge denne udførlige og indgaaende Kritiks Enkeltheder, men det
maa være nok at fremhæve, at Wagner fordømmer dels Opera melodiens
Overherredømme med den deraf følgende Sangerkultus og Leflen for
Publikum, dels det jammerlige Misforhold mellem Digtning og Musik
i Operaen. Man vil heri genkende de Gluckske Idéer1) — intet
under Solen er jo nyt! — men alt er her dybere begrundet, mere
filosofisk tænkt og skarpt sagt. Om Forholdet mellem Digtning og
Musik og Dans hævder Wagner, at den moderne Opera er en
Bastard, et Kompromis mellem de tre Kunster, som istedenfor at
frugtbargøre og gennemtrænge hinanden, stræber hver for sig at
hævde sin selvstændige Berettigelse, og med særlig Henblik paa
Poesi og Musik taler han sluttelig i symbolske Vendinger: Musiken
er en Kvinde, dens Natur er Kærlighed, men modtagende, hengivende
Kærlighed; først i Hengivelsen faar Kvinden fuld Individualitet.
Han betragter da de forskellige Kvindetyper i Musiken: den
italienske Skøge — den franske Kokette — den tyske Snærpe, der aldrig
følte Kærlighed, men nok gemte Sanselyst i sit vel tildækkede Kød
og som kan henfalde til de italienske og franske Søstres Laster,
men „desværre uden al Originalitet". „Den sande Livsvarmes
Melodi, Lidenskabens Udtryk føder Musiken kun, naar den bliver
befrugtet af Digterens Tanke; Musiken føder, Digteren avler; og det
var Højdepunktet af Vanvid, naar Musiken ikke blot vilde føde, men
ogsaa avle."
Det andet Afsnit omhandler — vidtløftig og mindre udbytterigt
— den dramatiske Digtekunsts Væsen med Betragtninger over det
græske Skuespil, Shakespeares, Goethes, Schillers og de franske
Klassikeres Theater og Paavisning af, hvorledes theoretiserende
Mis-forstaaelser har ført til Skuespil, der intet har med Livet at gøre og
til de af Wagner som Misfostre afskyede Læsedramaer.
Det sidste Afsnit „Digtekunst og Tonekunst i Fremtidens Drama"
indeholder endelig en overordentlig værdifuld, selvstændig og
aand-fuld Æsthetik for det Wagnerske Musikdrama, der kun som hele
1) Som det vil vides, bragte Glucks Opera praktisk kun den Reform, at
Komponisten blev frigjort for Sangerens Luner og Fordringer, og at Digtningen
fik nogen Betydning i Operaen. Oin en Sammensmeltning af Tekst og
Musik blev der ikke Tale i Glucks Opera, der beholdt det gamle Skema
med afsluttede Arier, Recitativer, Danse etc. Og snart viste det sig, at
Publikum, Komponist og Sanger — der alle brød sig fejl om Idéerne i
Glucks Gærning — var enige om at sætte Arien og Sangbravuren i
Højsædet igen-.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
