Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skriftet lider noget under en for stor Ordrigdom og Omstændelighed.
I Hovedsagen gaar Kunsttheorien ud paa følgende: Musikdramaets
Digter skal ikke tjæne Musikeren, men komme ham imøde — dels
i sin Sprogbehandling, hvor han bør stryge alle konventionelle
Elementer til Side og vende tilbage til det oprindelige Naturkraftige
(Bogstavrimet), — dels og navnlig i Stofvalget. Myther og Sagn
afgiver det bedste Grundlag for Musikdramaet, deres Helte lever i
Folkets Fantasi og Heltenes Stemninger er af den elementære Natur,
at de til alle Tider har bevæget og vil bevæge Menneskehjærtet, fordi
de er „rent menneskelige— Handlingen bør være vægtig og
enkel; men alle Forstandens Landvindinger bør Poesien udnytte,
dens Maal er ikke Tilbageskridt men det Fremskridt, der betegnes
med „Gefuhlswerdung des Verstandes“ — saaledes kan Wagner blive
moderne i sin Digtning (og i sin Musik) trods mythisk Indhold
og Stil.
Imellem Digtekunst og Musik er der vel ingen direkte
Forbindelse, men de er hver for sig selvstændige Udslag af samme Faktum:
den dramatiske Handling, levendegjort paa Scenen. Glucks Reform
gik forsaavidt ikke vidt nok; den befrier Musikeren forSangvirtuosen,
men den fører ikke til, ønsker end ikke nogen egentlig Formæling
af de to Kunstarter. Digteren blev kun Arrangør af det Underlag,
paa Grundlag af hvilket Komponisten selvstændig eksperimenterer.
Dybere set er Forholdet mellem de to Kunstarter dette:
Digteren kan meget vel forklare Forstanden, hvorfor og hvorledes denne
eller hin Følelse opstaar og udvikler sig, men han er ude af Stand
til fuldt ud at sige, hvad denne Følelse er; her træder Musikeren til;
han kan just ypperlig give Udtryk for, hvad hin maa fortie. —
Grænseskellet mellem de to Kunster bliver Melodien. Melodien, der er
bestemt ved Verset (Rytmen, Rimet), og forsaavidt er Poesi, men som
jo først og fremmest er Musik. — Melodien ligger Harmonien
skjult, uudtalt; det er Musikerens ikke Digterens Sag at finde og
udfolde den. Men han tør ikke som i den konventionelle Opera
bruge underordnede, Handlingen uvedkommende Personer eller
umotiverede Kor til at udfylde Harmonierne; i et Drama maa ingen
Person, intet Kor findes, som ikke har sin selvstændig
dramatisk betydende Rolle. Han tør ikke gøre det og han behøver
det ikke: Musikeren har jo sit Orkester. Hidtil brugtes dette
som en kæmpemæssig Guitar til derpaa at akkompagnere
Sangmelodien eller til at spille absolut Musik uden direkte Forbindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
