Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
virkelig ført igennem, maa regnes med blandt det Værdifuldeste, der
er udrettet i Musikens Historie. Han har brudt den Operas Magt, der i
alle sine Former var tjærnet fra dens Ophavsmænds og
Reformatorers Idealer og som fremviste en løs og udvendig Forbindelse
mellem Tekst og Musik og en fuldstændig Underordnelse af den første.
I det korte Spand af Aar, der er hengaaet siden Wagners Reform
vandt Anerkendelse, lader sig da allerede en paafaldende Stigning i
Operateksternes poetiske Indhold og dramatiske Uddybning og
Opbygning paapege, og samtidig er den gamle Operatype med de
skematiske Librettoer, hvori Arier og kombinerede Nummere stak
tomt og dumt frem i Recitativernes eller Dialogens Rækker, omtrent
døet ud.
Forsaavidt Wagners Reformidéer stilede mod Skabelsen af et
Gesammtkunstwerk, maa man derimod stille sig noget mere tvivlende
overfor deres Virkeliggørelse. Hverken æsthetisk eller praktisk —
man tænke paa, i hvor ringe Grad Wagner trods al sin Ihærdighed
og al sin Logik har formaaet at udvirke en Omændring af vore
Operatheatre — er det ret vel tænkeligt, at alle Kunstarter skulde
kunne og ville underordne sig Idealet: Musikdramaet. At noget
saadant er tilstræbt og væsentlig naaet i Bayreuth, staar som et
opløftende Vidnesbyrd om, at Idealer endnu i vore Dage til en vis
Grad kan blive til Virkelighed — men til den Omvæltning i vore
Theaterforhold, som Bayreuthertankens almindelige Udbredelse vilde
betyde, er hidtil lidet sporet, og man har Lov at tvivle om, at den
vil følge. Æsthetisk set kan man heller ikke ret vel se det som
andet end en skøn Fanatisme, naar Wagner vil gøre en Forening
af Kunstarterne til Princip og saaledes indirekte nægte deres
berettigede Fortsættelse som selvstændige Kunster. Den frit virkende
Instrumentalmusik og Digtekunst har endnu ikke sagt deres sidste Ord,
hvor højt Wagner end er naaet ved deres Forening i Musikdramaet1).
Og psykologisk umulig maa det synes, at alle Kunstarter skulde
kunne komme til lige Ret i et „Gesammtkunstværk“, idet Sanserne
ikke kan tænkes at kunne optage dem alle paa samme Tid med
samme Styrke og Modtagelighed. —
Med hvert nyt Værk har Wagner — som anført — sat sig en
ny og betydningsfuld Opgave. I den foranstaaende Livsskildring er
1) Det er foran pag. 317 omtalt, at Beethovens Niende Symfoni ingenlunde
kan siges at afgive det Vidnesbyrd, som Wagner deri saa, om at Mesteren
betragtede Instrumentalmusikens selvstændige Mission som endt.
Illustr. Musikhistorie, n. 47
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
