Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
beset intet virkeligt „Wagnersk“ i hans senere Operaer, og han
søgte ikke at tilegne sig de dybestgaaende Ejendommeligheder ved
Wagners Udtryksvis, saalidt som han sluttede sig til de særegneste af
Wagners Kunstidéer. Verdi blev ved at være sig selv og vedblev at
være Italiener-Operakomponist, omend i en ædlere, mere lutret
Skikkelse. Men for hans Hjemlands Musik maatte dette Omslag, der
jo betegnede et Brud med Traditionen, betyde meget. Herefter
maatte enhver italiensk Opera i den gamle Facon faa det forældedes
Præg. — løvrig betegnes de nævnte tre Operaer, der alle er
Udslag af langt og gennemtænkt kunstnerisk Arbejde, hver af sin
Ejendommelighed: i Aida opfandt Verdi en fortræffelig og ganske
ny, „ægyptisk* Tone, — i Otello hersker en nervøst pulserende
dramatisk Drivkraft med hidsige Udbrud, der først naar til Ro og
Afklaring i den skønne fjerde Akt, Falstaff endelig er et henrivende
Filigranarbejde, med fint og muntert Lune og poesifyldte Scenebilleder
og derhos en egenartet let og overlegen Polyfoni — man kunde
kalde denne „comedia lirica“ et italiensk Sidestykke til
Mestersangerne. Dog ogsaa Alderen har sat sine Mærker i de to sidste
Arbejder: i Otello er Sproget ved Komponistens Iver for at være
dramatisk sand og rammende blevet mærkelig kortaandet, og Falstaff s
Skaber er ikke en ungdommelig Galgenfugl, der med Shakespeares
rungende engelske Latter selv er med i Løjerne, men en gammel
klog Mester, der kender Menneskene og deres Daarskaber og
betragter dem fra sin Krog med et fint og lunt Smil.
Medens de Komponister, der samtidig med Verdi skrev for Italiens Seener,
Mænd som Ponchielli, Mabellini, Pedrotti og Marchetti, ikke blev
kendte udenfor deres Hjemland og end ikke ret længe interesserede der, vaktes
der pludselig en evropæisk Opmærksomhed for de unge Italienere ved Pietro
Mascagnis exempellöse Held med Cavalleria rusticana (1890). Som et
Overgangsværk kunde man til en vis Grad betragte Arrigo Boitos (f. 1842) Mefistofele
(1868’, der som saa ofte i Italien til at begynde med blev afvist, men snart gik
ikke blot Italien, men det meste af Evropa rundt og som, ved Siden af meget
grelt, hæsligt og fortrukkent, forud for Verdis sidste Periode viser en ikke ringe
Udtrykskraft og energisk Stræben efter nye Veje. Dog, Mefistofeles, der blev
Boitos eneste Opera1), var endnu en Helteopera i den store Operas brede Stil.
Med Cavalleria rusticana indvarsledes — saaledes mentes det ialtfald — en ny
Stil: Verismen, en virkelighedstro Skildring af Nutidslivet i stærkt sammentrængt
Form. De ægte veristiske Operaer var korte — ofte Enakter — og de næsten
overrumplede Tilhørerne med deres hensynsløst brutale Gengivelse af uhyggelige
og oprivende Begivenheder og Situationer fra Hverdagslivet. Imidlertid viste del
*) Boito har siden særlig beskæftiget sig med at skrive Librettoer for sine Kollegaer, saaledes
skrev han ba^de Otello og Falstaff til Verdi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
