Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stil og den Gang noget ganske nyt i Operahistorien. Det er
utvivlsomt, at Bizet vilde en saadan „fræk" Realisme, og at han kun af
rent praktiske Grunde har fundet sig i, at Tekstbearbejderne mildnede
paa Merimées Fortælling. Thi for ham gjaldt mere end at fange
den spanske Kolorit, nemlig at trænge til Bunds i og musikalsk at
skildre et Par Menneskesjæle og Menneskeskæbner med større Sandhed
og Dristighed, end nogen Operakomponist blandt hans Landsmænd
havde formaaet eller vovet det. Derfor blev Carmen ved de faa
Forestillinger i Bizets levende Live givet med en kras
Virkelighedstroskab, som straks vakte en ubændig Forargelse, og som senere
Tiders Udførelse desværre har forvisket. Carmen var den Gang en
ægte Fabrikstøs med pjaltet Skørt og hullede Strømper, fræk og
modig, stolt og besnærende, og mellem José og Toreadoren gik det
næsten paa Livet løs. Tyske Forestillinger maatte anstændigvis
dække over denne „Raahed", og fra Tyskland har Carmen faaet sin
silkeraslende og balletagtige Facon og beholdt den i selve Frankrig
ved Genoptagelsen af Operaen. Dette var ikke Bizets Vilje, og det
forringer ikke Arten og Værdien af hans Musik.
Det er rigtigt, at „Carmen“ som Opera er af en egen
„Blandingsart". Tyske Forff. stiller sig ofte afvisende, fordi den ikke gaar ind
under nogen systematisk Rubrik; der er Opera comique (i
Betydning af det gamle Sangspil med rørende Tendens) deri, der er kaad
og munter Operettemusik, og der er tragisk og lidenskabopfyldt
Operamusik; der er ingen „ren“ Stil, forsaavidt som der i Carmen
blandes ægte franske Traditioner med Meyerbeersk Stil og italiensk
Musik med Wagners musikdramatiske Teknik. Det lader sig heller ikke
nægte, at Carrnew-Musiken kan søge ydre Effekter og ikke altid er
fin; Bizet indrømmede saaledes selv at have „omarbejdet den
vidt-bekendte Toreadorsang i Militærmusikgenren for at vinde et
Publikumsstykke". Men hvor er disse Indvendinger lidetsigende, naar
man staar overfor en ung, rig og energisk Kunstners Værk, der er
rødt af Blod og skælver af Liv, der vil noget nyt og, selvom den
ungdommelige Ævne undertiden vakler, i det Hele og Store har
naaet det. Carmen var da mere end et løfterigt Arbejde, det var
Udslag af en ny og usædvanlig Begavelse, og dets Skæbne blev at
vise Operamusiken en ny Vej, der alt er betraadt af mange Musikere
— særlig som nævnt af de italienske Verister — uden at dog nogen
har naaet tilnærmelsesais saa langt som Forbilledet. Men for fransk
Operahistorie har Carmen — senere navnlig i Forening med Mas-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
