Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Francks. Han er en træfsikker og aandrig artiste, ikke en dyb og
sjælfuld Kunstner: han ynder at vise, hvor overlegent han formaar
at tumle med sit Stof, selve den tekniske Bravur er ham et
For-maal. Som Berlioz’ Efterfølger staar Saint-Saens særlig i sine
symfoniske Digtninge, i hvilke han flot og stolt maler med stærke
Farver og med fantasifuld Anskuelighed. Det er imidlertid mere
brillante al fresco-Billeder, end Stemnings- eller Sjæleskildringer.
Trods al Glans og orkestralt Mesterskab lader hans Musik derfor
kold — her som næsten overalt, og de store Ord, han udtaler
med saa megen Applomb, finder ikke ret Genklang. Fri for den
typisk franske (Berliozske) Poseren er Saint-Saens’ Musik ikke, og
uden Koketteri anvendes den tekniske Bravur ikke heller overalt.
Alligevel er denne Musiks Holdning i det Hele fornem, altid er
den elegant og fuld af fransk Klarhed og Charme, ofte er den af
overraskende Vid og Pikanteri, og til Tider kan den naa en
virkelig Storstilethed (som i Symfoni Nr. III), kun Varme og Gemyt
fattes næsten overalt. — Af Saint-Saens’ Operaer har egentlig kun
en eneste slaaet igennem og vist Ævne til at bevare sin
Livskraft: Samson et Dalila, der ogsaa er naaet ud over Frankrig.
Uagtet Saint-Saens ikke har kunnet undgaa Paavirkning fra Rich.
Wagner, for hvem han ialfald nærer en vis kølig Beundring, kan
hans Operaer ikke siges at være undfanget i moderne Aand, og de
synes at blive det mindre og mindre for hvert Værk, der
fremkommer. — —
César Franck og Saint-Saens, der i saa høj Grad dyrkede den
absolute Musik, stod som Særsyn i den musikalske Samtids Øjne. Lige
indtil de sidste Aaringer gjaldt i Frankrig en Symfoniker og endnu mere
en Kvartetkomponist lidet mod den, der skrev Operaer eller anden
scenisk Musik. Vi har nys gengivet det Svar, Serviéres modtog
kort efter César Francks Død, og Pierre Lalo beretter om,
hvorledes hans Fader — der straks skal omtales — maatte gaa
Tiggergang med sin Opera Roi d’Ys, fordi man kun kendte ham som
Symfoniker, hvad den Gang betød Komponist af anden Rang. — Ved
Konservatoriekoncerterne havde man vel dyrket Beethoven, men
rigtignok med en doktrinær Stivhed og Livløshed, som man kaldte
Tradition, hvorfor man ogsaa blev i høj Grad forarget, da tyske
Dirigenter — med Herman Levi som Førstemand — kom til
Paris og viste, hvorledes Beethoven kunde og burde spilles til stor
Forargelse for de Gamle, til Henrykkelse for de Unge, der fik at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
