Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mærke, at denne Kunst ikke var død „Tradition’, men at den
levede med varmt Blod og skælvende Nerver og formaaede at
meddele sig til dem selv. Senere har forskellige tyske Dirigenter
gæstet Paris saasom Weingartner og Arthur Nikisch, men
mere har de store Koncerter under Pasdeloup, Lamoureux og
Golonne betydet. Disse har ikke blot genfødt Berlioz og indført
Rich. Wagner, men de har bragt anden moderne fremmed Kunst
til Parisernes Kundskab (Schumann, Brahms, russisk og nordisk
Musik) og de, — saavel som Lamoureuxs Efterfølger som Leder af
populære Koncerter Ghevillard — har med Iver og Sympathi
taget sig af den unge franske Musik.
Uden at forsømme Operaen ganske har da allerede forud for
de helt moderne „ungfranske’ Musikere adskillige Komponister i
Frankrig dyrket Instrumental- og Koncertmusiken; kun enkelte af
dem har dog formaaet at vinde frem til et evropæisk Navn. En
Komponist som Weckerlin (f. 1821) er kun kendt som
Konservatoriets Bibliothekar og som musikhistorisk Forfatter, og Mænd som
Léon Gastinel (f. 1823), Paul Lacombe (f. 1837), Réné
Bois-deffre (f. 1838) eller La Tom belle (f. 1854) kendes udenfor Frankrig
lige netop af Navn. — Til denne Gruppe kan endvidere nærmest
henregnes enkelte mere betydelige og kendte Kunstnere som:
Benjamin Godard (1849—95), et følelsesfuldt, men ikke meget kraftigt
Talent (Kammermusik, dramatisk Symfoni: Tasso, Symphonie gothique,
Violin- og Klaverkoncert samt nogle mest mislykkede Operaforsøg,
særlig Jocelyn og Dante et Beatrice), Gabriel Fauré (f. 1845), en glat
og formsikker, ofte indtagende Musiker (Kammermusik, Symfoni,
Chor-værker) og endelig den betydeligste Edouard Lalo (1823—92), en
elegant og aandrig Komponist med stort orkestralt Talent, der har
vundet et betydeligt Ry navnlig efter sin Død, uagtet han ikke besad
nogen stærkt udpræget Personlighed1) og kun producerede lidet *)
*) „Lalos Musik er ikke dybt original, men bestræber sig for ikke at være
banal og Komponisten undgaar med Flid de Vendinger og Formler, som
vort Øre er træt af. Inspirationen er hverken fremtrædende eller mægtig
og man savner undertiden Fylde. Men to værdifulde Egenskaber besidder
denne Musik — foruden Orkesterfarven —: i de blide og erotiske Afsnit
ærlig Følelse og ægte og indtrængende melodisk Udtryk, i de pathetiske Afsnit
Klarhed og kraftig Akcenlueren–-Lalo har selv udtalt om sine Studier:
Mine foretrukne „Professorer" var — ikke Konservatoriets, men først
Beethoven og saa Schubert og Schumann. Den, der kan læse og høre, har her
Nøglen til hele min Musik’. (Ad. Jullien.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
