Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde udraset i sine Ungdomsarbejder, fulgte en Hvile, en
Klaringsperiode og derefter Værker, der viste, at Slægtskabet med Schumann
ikke laa dybt i hans Kød og Blod. Brahms besad ikke Schumanns
Trang og Ævne til at poetisere i Tonernes Kunst, han vilde
komponere. logisk bygge op; han kunde ikke sværme overstrømmende
i evIg~Ungdommelighed, han besad en Manddomsnatur, der skabte
en fast, ofte næsten benet Kunst; han havde ikke Hjærtet paa
Læberne, tværtimod der var hos ham en vis Sky for at aabenbare
sit inderste Indre, en vis mandig Blufærdighed. Ikke heller
Schumanns romantiske Gæren, hans Blik ud i Fremtiden var hans Sag.
Brahms lærte hurtig at se tilbage. Han følte, at hans Ævne, hans
Opgave var det at støtte sig til den overleverede Kunst i dens
højeste Udslag: Beethoven, at bygge saa fast som Mesteren og dog
levende og anskueligt i Harmoni med sin egen Tid. Derfor er
først Schumanns Profeti, siden Biilows 3 store B’er saa misvisende,
fordi begge Dele øjensynlig sigter til en Kunstner, der skal sætte
Nyt ind eller dog omskabe, medens Brahms’ Maal og Stræben netop
ikke laa i den Retning.
Brahms var Musiker for Musikens Skyld; den rent musikalske
Skønhed (og den derigennem vakte Stemning) i Forening med den
sind-rige og kunstfulde Opbygning af Toneværket var hans Maal. Han staar
som en — sikkert efterhaanden mere og mere bevidst — Modsætning
til den musikæsthetiske Retning, der kan betegnes ved Musik als
Aus-druck1) og som den mest typiske Belysning i Samtidens Musik af
Vennen Edv. Hanslicks Theori i Vom Musikalisch-Schönen. — I Brugen
af ydre Virkemidler er Brahms da saa spartansk som nogen moderne
Komponist, ja mere asketisk end Beethoven — derfor præges hans
Orkester f. Ex. af en vis Mangel paa Farver, Luft og Glans, som man
har villet tage som Bevis paa, at Brahms var en daarlig
Instrumen-tator, medens det i Virkeligheden hænger paa det nøjeste sammen
med hele hans Kunstnernaturel.
Brahms bliver saaledes en væsentlig tilbageskuende Musiker, han
sætter sig til Opgave at vinde paany op mod det Maal, som
Tonekunsten en Gang havde naaet. I Kammermusiken forsvinder den
ungdommelige Paavirkning fra Schumann og fra Schubert, og er
sidste Gang afgørende i g-moll Kvartetten og B-dur Sextetten; for
Orkesterværkerne danner Serenaderne, for hvilke Haydn og den tid—
*) Titlen paa v. Hauseggers bekendte Skrift, der søgte æsthetisk at fundere
den Wagner-Lisztske Retning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
