Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligere Beethoven er Mønstrene, Overgangen til Symfonierne, til hvilken
Kunstform Brahms respektfuld først vover sig i sin fuldmodne Alder.
Her skaber han fire typiske Værker, af hvilke navnlig de tre (1, III
og IV Symf.) bære det tydelige Stempel af at være arbejdede efter
Beethovens Mønster og derhos Præg af en pathetisk og ædel
Manddomskraft og -varme, der ialtfald har Slægtskab med en Side af
Beethovens Naturel — medens Nr. II i D-dur er væsentlig svagere
end de andre, løsere eller dog mere tvungen i Opbygningen og
svagere i Indholdet. Men i det Hele gælder det om Brahms’
Symfonier, at selvom de er undfangne i Inspiration, er Udarbejdelsen
ofte Udtryk for en Viljesakt, for en opstrammet Energi, saaledes at
— som Spitta udtrykker det — disse kunstfuldt optømrede
Arbejder vel ikke kan rives fra hinanden, men man ser dog
Jernklammerne deri og føler, at der er brugt Magt for at holde det hele
sammen. Og Kretzsch m ar fremhæver lejlighedsvis ogsaa, at man
let bliver opmærksom paa, hvor der er hjulpet efter med Indskud
og Sammenkitninger.
Et saa stærkt Viljesarbejde er Kammermusiken som Regel ikke
Udtryk for. Maaske har Brahms indenfor denne Genre skabt sine
frieste, smukkeste og til Syvende og Sidst mest personlige Arbejder.
Ti den Gigant, der kunde tage den symfoniske Gærning op efter
Beethoven i dens fulde Omfang var Brahms ikke, trods al ærlig og
højtstræbende Vilje. Hans Naturel, der var lyrisk, af en indadvendt
noget vemodig Karakter, med Hang til Sentimentalitet og med en
indtagende, ligesom undselig kejtet Ynde og en blid, lidt sværmerisk
Drømmen om forbigangen eller uopnaaelig Lykke, fandt sit fulde
Udtryk i Kammermusikens mindre Former — og i Sangene.
Et stort Værk har Brahms imidlertid kunnet fylde helt med sin
Aand: Ein deutsches Requiem, men dette er riglignok trods sin
Betegnelse og trods sin Udstrækning ogsaa et væsentlig lyrisk Værk.
Det er intet liturgisk Værk, men en Sørgekantate, over hvilken ikke
blot Beethovens men ogsaa Bachs Aand hviler. Ja, man kan vel
sige, at dette Værk trods det mere moderne Følelsesliv og trods nogen
indre Ujævnhed (nogle Stykker er senere tilkomponerede) si aar som
et af de stolteste Forsøg i vor Tid paa at levendegøre Bachs Stil.
Et Højdepunkt deri er det berømte store Orgelpunkt i 3. Sats —
en Idé og Udførelse deraf, som kun kunde findes hos en Kunstner,
der var nøje indlevet i Fortidens Kunst.
Dette nøje Kendskab til og fortrolige Samliv med ældre Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
