Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Østriger han var, giver de Schubertske vuggende Melodier og glade
Ländier og andre Danserytmer Plads i sine Symfonier, og
hvorledes han iklæder disse det Wagnerske farveprægtige og rigt klingende
Klædebon. Bruckner var vistnok den første, der overførte Wagners
„blikpanserede“ Orkestration paa Symfoniens Omraade; men det er
en Misforstaaelse at tro, at det drejede sig om et simpelt Laan,
tværtimod i _ mangt og meget dannede Bruckner sig sin egen
orke-strale Udtryksmaade, og ganske personlig er saaledes hans skønne
„fløjelsbløde“ Brug og Kombineren af Blikblæseinstrumenterne. Urigtigt
er det ogsaa, som det er sket, at sige, at Bruckner har laant
Lede-motivtekniken fra Wagner. Den findes slet ikke i hans Symfoni. I
det Hele og Store følger han den klassiske Symfonistil, selv om han
føler Trang til at udvide dens Form ved en Flerhed af Motiver, ved
Indskud og ikke mindst ved de, selvstændig betydende, mægtige Kodaer.
Bruckner kan allerede af den Grund ikke kaldes nogen
Efterligner af Wagner, at hans første Værker opstod, førend de
typisk-Wagnerske kunde være ham bekendt, og han forandrede i den
anseelige Række af Værker ikke synderlig sin Stil og
Udtryksmaade. Her rører vi imidlertid ved det svage Punkt i Bruckners
Kunst: en vis Entonighed. Ikke i det musikalske Indhold, ti dette
er kendelig forskelligartet — man sammenligne den romantiske
Symfoni Nr. 4 med den ottende Symfoni — ikke heller at slet ingen
Udvikling spores i Bruckners Kunst — man vil let erkende, hvorledes
f. Ex. den syvende Symfoni i Modenhed, Betydelighed og Overlegenhed
rager op over den tredje — men i Udtryksmaaden. Bruckner er ikke
formløs, men han er fantastisk og overstrømmende i sin Form —
og hans extatiske Temperament og sagtens tillige den Omstændighed,
at han ofte Aar igennem og brudstykkevis arbejdede paa et
symfonisk Værk har gjort Udtryksmaaden abrupt og stødvis med hyppige
Generalpavse-Indsnit og fuld af vældige Tilløb, de ofte imponerende
Crescendoer, der ikke mindst er hans Udtryks Styrke, men hvis
Virkning svækkes ved Gentagelsen, og fordi den ventede Hvilen-ud paa
Højdepunktet ikke sjældent udebliver. Bruckner besad ikke Brahms’
Sans og Ævne for Opbygningen af et saadant Musikstykke. Og
dernæst: Wagner har saare træffende kaldt Bruckner
„Adagio-Komponisten” — i sine storstilede omfattende Adagioer udsynger Bruckner
hele sit Sjælsindhold og udfolder hele den mangfoldige Kunst, han,
den store Orgelimprovisator, sad inde med. Men han tager ikke i
Betænkning at lade Adagio-Stemningen følge med i de andre Satser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
