Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
idet han ved Omtalen af Kærlighed uden Strømper lovpriser
Phi-sters Karrikatur af en saadan Sanger: „den fremmede Udtale af
det danske Sprog, de traditionelle Figurer og Zirater, den
bestandige Maade at foredrage alle Passager som Staccato-Løb, endelig
den synlige legemlige Anstrengelse ved at faa Tonerne ud______________________
Hovedets, Kroppens og alle Lemmers bevægelige Deltagelse i Sangen*
(Kjøbenhavns flyvende Post 1830).
Medens Weyses Navn og Kunst saaledes brugtes som Skjold
mod den vælske Musik, fik denne periodisk et ikke ringe Tag i
Fr. Kublaus Frembringelser, i hvilke tillige den tyske Musik, som
den repræsenteres af Carl M. v. Weber, gør sig gældende. Og dog
staar disse to Mænd Side om Side i dansk Musikhistorie som de,
der for Alvor grundlagde en dansk Musik.
Christoph Ernst Friederich Weyse1) fødtes d. 5. Marts 1774 i Altona.
Hans Fader var en „brav Urtekræmmer og tidligere Borgerkapitain*; hans Moder
„en stor Elskerinde af Musik*, der „spillede temmelig færdigt paa Claveer*. Da
Weyse var syv Aar gammel, døde hans Fader, men han fik snart en Stedfader
i en Købmand Weber, der i senere Brevveksling med Sønnen fremtræder som
en meget tør, herskesyg og ikke just tilforladelig Mand. Afgørende Indflydelse
paa Weyse fik Bedstefaderen, Kantor Heuser. Han opdagede Drengens
Musiklyst og tog sig saa ganske af ham, at Weyse selv siger: hos min Bedstefader
tilbragte jeg nu (fra 1782) det meste af Dagen indtil 1789 __og anvendte enhver
Fritime paa at øve mig, og ved min Hurtighed ti) at lære de mig foreskrevne
Haandstykker gjorde jeg ham undertiden ordentlig utaalmodig.* I Bedstefaderens
Bibliothek fandt Weyse, der snart blev ked af „Haandstykkerne*, imidlertid
vægtigere Føde, og en Mængde Sonater af Pli. E. Bach, Operaer og Sange ai’Hiller.
Neefe og Reichardt havde han snart pløjet igennem og delvis lært udenad uden
at have egentligt Begreb om Klaverspillets Teknik, hvori Bedstefaderen ikke
heller var nogen Mester. Lidt begyndende Undervisning i Orgelspil strandede
paa, at Weyse ikke havde Begreb om Generalbas, og Violinspillet synes ikke
at være blevet til andet end „Phantaseren*. Ogsaa som Komponist forsøgte den
llaars Dreng sig, idethan skrev nogle Viser og Sonater for Klaver med Violin og
Cello. Hvormeget han havde at lære, gik dog op for Weyse, da hans Beskytter,
den meget musikalske Syndikus Gaehler, forelagde ham en af Seb. Bachs Sonater.
Den kunde han ikke spille fra Bladet; dette stimulerede til ivrige Studier af
denne ny Musik og samtidig fandt Weyse Fornøjelse og Belæring af at studere
Pli. E. Bachs Uber die wahre Art das Clavier zu spielen. — Det var hans højeste
Ønske efter Konfirmationen at blive uddannet til Musiker, men Forældrene mente,
at han burde være Købmand. Han kom ogsaa i Lære i Hamborg, men efter
ganske kort Tid blev han erklæret for ubrugelig til del Fag. Hvad skulde der da
blive af ham? Tilfældigvis traf ham sammen med Prof. Cramer2), der hørte
*) Biografi af A. P. Berggreen 1876, jfr. C. Thrane „Danske KomponisterM.
2) Carl Friederich Cramer (1752—1807) var fra 1775 Professor ved Kiels Universitet,
hvorfra han (1795) blev fjæraet paa Grund af revolutionære Sympathier; han dyrkede Musik,
udgav Klaver^tykker og Sange samt „Magazin fur Musiku (1783—1809).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
