Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skrive for Brødet alene. „Det gamle Ord: die Kunst geht nach Brod
er kun altfor sandt udtaler han selv. Hans overordentlige
Frem-bringelseslethed gjorde ham ganske vist de stillede Opgaver mindre
tyngende. Midt under andet større Arbejde kunde han producere
de bestilte Sonatiner, og Rygtet fortæller, at naar Forlæggeren ikke
paa anden Maade kunde faa de lovede Klaver- eller Fløjtestykker
fra ham, lukkede han Kuhlau inde i et Værelse bag Butiken med
en Flaske Vin til Selskab; naar den var tømt, kunde Kuhlau da i
Reglen købe sig sin Frihed igen med en færdig Komposition Men
sikkert gik her mange gode Kræfter til Spilde, og ikke blot er
Mængder af Kuhlaus Musik sunket uhjælpelig til Bunds, men selv i hans
mere værdifulde Musik mærkes mange Træk af Hurtigskriverens
Rutine — „Kapelmestermusik". Naar Kuhlau imidlertid er paa Højde
med sig selv, staar han endnu for os som en interessant og
betydelig Komponist. Ikke just som en særlig original Musiker; vi
hører let hans Forbilleder. I de tidligere Ouverturer: Gherubini,
siden hen Weber og i en enkelt Mozart: William Shakespeare, der
sikkert er undfanget i Erindring om Tryllefløjten, og som i sin
overlegne Teknik, sprudlende Liv og festlig straalende Udgang staar
som et Pragtstykke i dansk Orkestermusik. Kuhlau var dog for rig
en Musiknatur til blot at blive en Efterligner; han var perfektibel
nok til stadig at modtage Indtryk. Som en Mester behandler han
Orkesteret — han er den første udprægede Instrumentator i dansk
Musik1; Weyse erkender da ogsaa dette hans Fortrin, selv om han
udtrykker det i spydig Form: „Jeg forstaar ikke at instrumentere,
det kan kun Kuhlau."
Man kan da med et mere almindeligt Udtryk sige, at Kuhlau var
den første Musiker i nyere dansk Musikhistorie — allerede mellem
ham og Weyse fornemmes den Forskel, som Edv. Grieg siden hen
paapegede mellem Gade og Hartmann, Forskellen mellem
„Tonekunstneren" og „Tonedigteren". I sine større Kompositioner —
saa-ledes i de kirkelige Værker — er Weyse trods al sin Kunstfærdighed
og Viden oftest tung og besværlig; de er noget skolemæssig affattede,
de forekommer lidt akademisk „professoragtige". Det er i de smaa
Former, at Weyse er Mesteren. Helt anderledes Kuhlau.
1 SomThrane anfører det, var denne fyldige, glansfulde Orkestration i den
Grad uvant og overraskende for et dansk Publikum, at mange sikkert med
Baggesen klagede over den „alfor fyldige Manér, nemlig et Sangen stundom
druknende Akkompagnement."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
