Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
familie (Faderen var den da velkendte og begavede Miniaturmaler Chr.
Horneman) og han var af gammel kjøbenhavnsk Slægt. Han fødtes 1809, mentes at
have Anlæg for Tegning, men blev pludselig af Faderen bestemt til Musiker.
Kuhlau og J. P. E. Hartmann blev hans Lærere, men mest lærte han dog vistnok
sig selv. Særlig som Klaverspiller havde han uddannet sig, og som
Klaverkom-ponist debuterede han (1842) med tolv
Ca-pricer, der endog vakte Rob. Schumanns
Opmærksomhed og fik venlig Omtale i hans
Zeitschrift. Et Par Aar efter grundlagde
Horneman, der var en urolig Natur og
samtidig en jovial og elskværdig Mand, en
Musikhandel paa Amagertorv — den senere
Horneman og Erslevske. Her var det,
at Horneman fik Idéen til en rigtig
Soldatervise og komponerede den marschagtige
Melodi med Hurra-Omkvædet, hvortil straks
efter Peter Faber1) paa hans Opfordring
satte den berømmelige Tekst: Den Gang
jeg drog af Sted. Denne Melodi havde just
ramt i Centrum og den spredtes overalt,
først og fremmest blandt de danske
Soldater. Og nu fulgte en hel Del andre Soldater- og Krigsviser og Viser, der
passede for de hjemmeventende Kærester. Mange af disse Viser, der fortsattes i
1864, fik Borgerret som virkelige Folkesange: Holmens faste Stok, Igaar jeg fik
min Trøje, Gutter om Bord. — Alle udmærker de sig ved en præcis,
letfattelig, kæk og opmuntrende Rytme, ved en ganske simpel Melodi med de
almindeligste Intervaller, og gennem dem alle gaar der en jævn smaaborgerlig
Tone. De tager ikke „stort" paa Krigen, gør ikke meget Væsen af det hele,
hverken af egen Tapperhed eller af Fjendeskrækken: Det er en Selvfølge, at
Danskerne sejrer; en vis sejg Selvtillid gaar gennem alle Viser, men samtidig
en saa gemytlig Tone, at man næsten skulde tro, at Datiden betragtede Krigen
som en uskadelig, ja munter og hyggelig Ting. Visernes Udbredelse og
Livskraft er det bedste Vidnesbyrd om, i hvilken Grad Horneman har sunget efter
den jævne Borger- og Bondestands Opfattelse og Hjærtelag. — Hornemanns øvrige
Komposilionsvirksomhed omfattede nogen Klavermusik (han udgav en Skole og
skrev en Række fornøjelige og nyttige Smaastykker, der brugtes meget ved
Undervisning) og Smaasange — saaledes Børneviser som Højt fra Træets grønne Top,
Den Gang jeg var en lille En osv., og til Teaterstykker (som Soldaterløjer, hvori
den nydelige Sang: Hun har det, nu læser hun mit Brev) skrev han nu og da
Musik. I sine senere Aar gav Horneman sig ind paa Spekulationer (saaledes i
Forlystelsesetablissementet Alhambra), mistede sine Penge, solgte sin Andel i
Musikhandelen og var i Aarene til henimod sin Død noget reduceret. Han døde
1870. —
J. L. Heibergs Gadeviser, der udkom 1849, er ledsagede af en
æstetiskfilosofisk Fortale. „Visen er det naturligste; maaske den eneste Form, hvori en
folkelig Poesi kan udøve den Virkning" (at lette Folket for dets øjeblikkelige In-
Fig. 321. E. Horneman.
’) Peter Christian Fred. Faber (1810—77) var kendt i Studenter- og Kunstnerkredse som
humoristisk Visedigter og Forf. af Studenterkomedier, i 1848 var han Inspekter ved den
polytekniske Læreanstalt. Han døde som Telegrafdirektør.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
