Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
IBSEN’ske Figurer føler han sig som staaende under Udvælgelsens
Nødvendighed, som den, der maatte overskride Grænserne. Verden,
siger han, ved ingenting om, "hvorfor jeg har forgaat mig.
Hvorfor jeg maatte forgaa mig. Menneskene skjønner ikke, at jeg
maatte det, fordi jeg var mig selv, — fordi jeg var John Gabriel
Borkman, — og ikke nogen anden."
Forgaa sig maatte han, fordi han havde den ubetvingelige
Kaldelse. "De bundne millioner laa der udover landet, dybt i
fjeldene, og raabte paa mig! Skreg til mig om befrielse! Men
ingen af alle de andre hørte det. Bare jeg alene."
Og som alle de med ham beslegtede Karakterer hos IBSEN
har han sin Filosofi, en mystisk Lære om den geniale Personligheds
Evne til at skabe sig sin egen Virkelighed, sætte sit Præg paa
Tingene. "Der sker ingenting nyt," siger han. "Men det, som er
sket, — det gjentager sig heller ikke. Det er øiet, som forvandler
handlingen. Det gjenfødte øie forvandler den gamle handling."
Den 20de Mars 1898 feirede HENRIK IBSEN sin 70aarige
Fødselsdag. Ved den store Festmiddag, som i den Anledning holdtes
for ham i Christiania, holdt han en Tale, hvori han bebudede
Udgivelsen af en personlig Redegjørelse for de Verker, som havde
gjort et saa sterkt Indtryk paa en hel Samtid og fremkaldt saa
mange indbyrdes modstridende Fortolkninger. Det skulde, sagde
han, blive "en bog, som knytter mit liv og min digtning sammen
til en forklarende helhed. Ja, for jeg synes, at jeg nu er naaet
saa vidt frem til en moden alder, at jeg maa have lov til at
unde mig en smule pusterum, — tage mig et aars ferier; for et
feriearbeide vilde jo en saadan bog blive i sammenligning med
den æggende og opslidende dramatiske digtning. Og ferier har
jeg egentlig aldrig havt, siden jeg for 34 aar siden forlod Norge.
Jeg synes, jeg kan trænge til det nu."[1]
Det blev imidlertid med Tanken. Som tidligere engang opgav
han Forsættet om i eget Navn at henvende sig direkte til Publikum.
Til Gjengjæld fulgte saa Aaret efter et nyt og siste Skuespil.
"Naar vi døde vaagner" bærer til Forskjel fra IBSENS øvrige
Dramaer Undertitelen: En dramatisk Epilog. Digteren har efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
