Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eget Sigende dermed villet betegne det som det afsluttende Led i
den Række borgerlige Skuespil, som begyndte med "Samfundets
Støtter".
Der er nu hengaat over fire Aar siden Fremkomsten af dette
Skuespil med den apokalyptiske Titel. Og meget synes at tyde
paa, at det blir det siste Verk fra Mesterens Haand. I sig selv har
det ogsaa Karakteren af et personligt Opgjør, ja næsten af et
Skriftemaal. Det minder i saa Henseende om "Bygmester Solness".
Dybest set dreier disse Dramaer sig om Brydningen mellem
Kunstneren og Mennesket, om Kunstnerens Forhold til Verket, om Kunstens
Forhold til Livet. Og disse Spørsmaal er her udviklet i
Sammenhæng med selve Grundproblemet i den IBSEN’ske Digtning:
Modsigelsen mellem Evne og Higen, mellem Vilje og Mulighed,
Menneskehedens og Individets Tragedie og Komedie paa engang.
"Naar vi døde vaagner" handler om, hvad Verket koster
Kunstneren, hvilken forfærdelig Pris han maa betale for den
Skaberevne og det Ry, som gjør ham stor i Verdens Øine. Billedhuggeren
Arnold Rubek, Stykkets Hovedperson, hører til de faa Udvalgte,
som har naaet Berømmelsens Tinde. Han er rig, verdenskjendt,
høit tituleret i Samfundet — men trods alt dette dybt utilfreds,
træt, fattig i sit Velvære, ulykkelig ved Tanken paa sin
aftagende Frembringelsesevne. For at have nogen om sig har han
giftet sig med en ung livslysten Dame, men dette Ægteskab er han
allerede grundig kjed af. Da møder han den Kvinde, han af alle
Mennesker ved sig at staa i inderligst Taknemlighed til. Hun
var Modellen til hans Livs Mesterverk Opstandelsens Dag,
og Samlivet med hende skylder han ogsaa, hvad han ellers
har skabt i sin Kunst. Dengang hun ofred sig for hans Verk,
tjente ham i fuld fri Nøgenhed, som hun siger, betvang han sin egen
Lidenskab for hende. Hun skulde være den rene, skyldløse Kvinde
i hans Gruppe, og det stod for ham som Helligbrøde at nærme
sig hende i sanseligt Begjær. Og nu de mange Aar efter tror
han stadig, at han vilde have mistet Evnen til at fuldføre Verket,
om han havde traadt i intimt Forhold til hende.
Og ogsaa hun havde dengang en lignende Følelse. Sammen
skulde de ofre alle altfor menneskelige Følelser og Lyster for
Verket. Det alene skulde være deres Barn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
