Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 Siste Tidsrum 1890—1904.
Men heller ikke i dette Drama er han den virkelige
Hovedperson. Det er Teresita. Hun er den moderne Kvindesfinx i en
forbausende ny, forunderlig fremmedartet Inkarnation, — Hunnen
opfattet som det fuldkommen uansvarlige og moralfrie Driftvæsen,
det grumme umættelige Rovdyr, der jager sit Bytte, hvor det
lyster. Kvisten bøier sig i hendes Haand, og hun gjør den
Udvalgte til „Jordens stolteste Nar". Men den Ild, som flammer saa
vildt og voldsomt op, er snart brændt til Aske. Da staar hun
der træt og skuffet og sørger over, at heller ikke denne var mer
end „et Menneske som alle andre, fuld af simpel og naragtig Synd".
Det er til Kareno, hun siger disse Ord. Hos den overjordiske
Grubler havde hun tænkt at finde noget andet og høiere end hos
de andre Mænd. Fra Digterens Side er hun visselig ikke ment
som bare den utæmmede, dæmonisk sanselige Kvinde. Han har
ogsaa villet antyde en sjælelig Længsel hos hende, der skulde
finde sit Udtryk i den evige lidenskabelige Søgen efter Manden —
den ene rette og sande, hendes fødte Hersker og Herre. Denne
Side af hendes Væsen er det imidlertid ikke lyktes Hamsun at
faa tydelig og overbevisende frem. Men vi ser hende for os,
naar Jens Spir brænder hende sin vilde Tilbedelse op i Ansigtet:
„Deres Stenøine virker paa mig, Deres udadstaaende Fødder og
lange Hænder. Naar De kommer gaaende, da ulmer Synden som
mørkerøde Roser i mig". Han er den stolteste og sterkeste blandt
hendes Elskere, den eneste hende helt jevnbyrdige, — og i sig
selv en overlegent udformet, genial Figur.
Dette Skuespil, der som alle Hamsuns Verker er viet
Forherligelsen af Lovløsheden og Tilfældet som Livets herskende Magter,
ender høist melodramatisk med, at Teresita blir skudt af det Symbol
paa den blinde Retfærdighed, som heder Thy. Samtidig brænder
Karenos moralfilosofiske Verk, og han selv forsvinder fra
Skuepladsen, idet han med foldede Hænder udbryder: Vise Nemesis!
Da vi møder Kareno i Trilogiens Slutningsspil „Aftenrøde",
er han en aldrende Mand. Vi faar vide, at han i Mellemtiden
har udfoldet en interessant og betydningsfuld Virksomhed som
Tænker og Skribent, ja ogsaa som Politiker lader det til. Hvilket
Standpunkt han indtager, er kun flygtigt antydet, men det synes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
