Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knut Hamsun.
. . én slippes for Ondskabens fulde Seil,
en anden gaar Skrøbelighedernes Stier —
én roper, den anden ligger og tier.
Guddommelig Løier ? guddommeligt Spil?
En hindrer han. haardt i at komme paafode,
én hjælper han mildt til at fælde det gode —
hans Lov er hans egen, han siger han vil.
Munken Vendt er som Johan Nagel og Thomas Glahn den
underlige Blanding af Ydmyghed, Trods, Stolthed, Ømhed og Blu,
som først Dostojefskij har lært os at forstaa som’en ægte og sand
og dybt værdifuld Sjæletype. Og som Nietzsche efter eget
Sigende har lært sin meste Psykologi af Dostojefskij, saaledes har
Hamsun i „Munken Vendt" søgt paa sin Maade at sammensmelte
de stridende Livsanskuelser, som udtrykkes af hine to Drømmere
om en ny høiere Menneskeart. Han fører sin Helt gjennem alle
Tilværelsens Stadier helt frem til den triumferende frie og
overlegne Livsbekræftelse:
. . . intet — nei intet er Undergang.
Saa mildt er der tænkt og saa herligt er Livet,
saa snedigt — jeg mener, saa vist er Motivet,
det hele staar stemt i en eneste Klang.
Vort Maal er at lære, at Frihed og Tvang,
at Ungdom og Ælde, at Væde og Tørke,
at Godhed og Ondskab, at Lys og Mørke —
at alt er Værdier af lige Rang.
— Mellem de to Stemninger: anklagende Oprørsfølelse og
ironisk Godkj endelse af Livet i dets tragi-komiske
Sammenslyngning af Træf og Tilfældigheder — svinger Digtet uafladelig.
Munken Vendt dør som den uforknytte, ubøiecle Sjæl, han for clet
meste har været i sin jordiske Existens. Med varmt og villigt
Sind gaar han ind i den „evige, gode Nat". I selve
Dødsøie-blikket er han fuld af Taknemlighed for, hvad Skjæbnen li ar
forundt ham af godt og ondt i hans omtumlede Tilværelse:
. . Det skal smage at komme til Ro
og sove en drømmeløs Søvn, kan du tro.
Nu faar jeg en Skog med de sagteste Vinde,
der ligger min Sjæl og suser iblinde,
iblinde, i Susen, saa kjærlig forladt . . .
Stort tænkt og stort i sit Anlæg er dette Digt om Trodsen
og Undergangsviljen som seirende etiske Magter. Men rigtig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
