Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunnar Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124 Siste Tidsrum 1890—1904.
men som alligevel i Øieblikket har forvildet sig ind i nogle
ubehagelige Grublerier om Verden udenfor dem, hvor der findes
Nød og Ufrihed og Moral. Imidlertid kommer det overlegne
Selskab til det for dets fortsatte Tilværelse betryggende Resultat:
at de skal nøgen Skjønhed dyrke og „tro Fornuften helt tilende,"
saa vil deres „sterke skjønne Gud" give dem
af Kundskabs Træ paa Godt og Ondt,
af Evig-Livets, Altets Træ,
en Frugt i Løn . . -
HEIBERGS egentlige Debut finder dog først Sted i 1884, da han
udgiver „Tante Ulrikke". Og her er vi langt borte fra Guders
og Overmenneskers Verden. Dette sikkert opbyggede Drama, saa
behersket i sin Form, saa effektfuldt i sin Teknik, er taget lige
ud af Hverdagens Virkelighed. Digteren fremtræder allerede i sit
første Skuespil som den fuldmodne Skribent, det kolde, klare
Hoved, den haarde og spodske Ironiker — med et Væld af
strømmende Lyrik dybt under Overfladen.
„Tante Ulrikke" er præget af Ottiaarenes problem-debatterende
Aand; — det fortsætter den Ibsen-Kiellandske Samfundssatire, men
Heiberg staar langt længer tilvenstre. Stykkets ideelle Baggrund
er Tidens store sociale Kamp, dets afgjørende Optrin det første
Socialistmøde i Christiania. Men ikke mange af hine Aars
angribende og anklagende Digtninger har holdt sig saa godt. Den
ungdommelige Entusiasme, som Straaler ud fra Skildringen af
slige Karakterer som Hovedpersonen og Helene, kan endnu varme
En om Hjertet. Der er en Umiddelharhed, en medmenneskelig
Hengivelse i dem, som Heiberg kun undtagelsesvis har naaet
op til siden.
Handlingens bevægende Kraft i det Familiedrama, som
udspilles indenfor Stykkets socialpolitiske Ramme, er en
Statsraad-udnævnelse. Et Medlem af Regjeringen ved Navn Lie skal dø,
og i den Anledning er Hans Majestæts Øine faldt paa Professor
Blom som den eventuelt heldigste Efterfølger. Denne Mand har
nemlig ikke gjort andet i hele sit Liv end skrevet en
Afhandling om Partikelen ut. Han er Pedanten af den græsk-latinske
Type, fuld af akademisk Hovmod, ubeslutsom og svag til det
yderste — og ond og grusom af Svaghed. Det Menneske, han er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
