Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146 Siste Tidsrum 1890—1904.
Var du ikke selv maaske
Blomst paa Livets rige Træ
i den første blege Rødme,
i den første fulde Sødme?
Selv en Blomst paa Livets Træ,
Livets e vig-unge Træ, —
aa, du kjendte, der var Varme
mellem dine hvide Arme!
Under blomstersnedde Trær
gik du høi og slank og skjær,
Dagen bruste, Solen skinned,
Vaarens Fugle sang i Sindet.
Men det var ikke et Digt som dette, der betydde det nye l
„Fra Vaar til Høst". De Poesier, som satte sit Præg paa Bogen
og skaffede Digteren den store Sukces, var Sangene fra Italien.
Gjennem dem lød en Tone af nyvakt, beruset Livslyst, som
rev alle hen. De brød ind i vor Digtnings rugende Graaveir
som et klingende friskt Signal, bebudende en ny soldirrende
Morgen over Verden, et gryende Fest- og Jubel-Aar for den
trætte Menneskehed . . . Seid umschlungen, Millionen! Her
forkyndtes en ung, trodsfyldt, hensynsløs Livsglæde; — her lød
for første Gang paa vort Sprog en hedensk Lovsang til de
gamle gode Guddomme: Solen, Jorden, Havet. Og i naturlig
Sammenhæng dermed nogle snart udfordrende haanlige, snart
vemodig klagende Udfald mod den „mystisk-blege" Galilæer, som
styrted Antikens Guder fra Tronen. I enkelte af de Digte, der
her er Tale om, særlig i „De kjæmper ikke" og „Guder og
Mennesker", er han sterkt paavirket af Swinburnes Songs before sunrise.
Det vægtigste og værdifuldeste Udtryk for denne Digterens
helt jordiske Religion finder jeg dog i hans varme og mandige
„Første Maidagssang":
Den var vor, denne Jord, den var vor,
og vi tog den i Eie og Arv
mod at dele dens Trængsler og Kaar,
og i Fællesskab skjøtte dens Tarv.
Vi randt alle af selvsamme Rod,
og vi kjender en Adel, kun en,
og se, det er Naturens, saa ren
som den harmglødet gaar i vort Blod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
