Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160 Siste Tidsrum 1890—1904.
af denne Livsskildring er den mørke Skygge, den som i langt
Perspektiv kaster ind over den Fremtid, disse Unge gaar imøde. Vi ved
jo, at ingen helt kan forvinde det Tryk, en haard, glædeløs
Barndom lægger paa En.
Bogens Svaghed er det fragmentariske ved Fremstillingen.
Digteren staar sine Figurer for nær. Han er derfor usikker i
sin Dom over dem. Han deler Børnenes blinde Had til
Forældrene.
Ingen af ço-Aarenes Forfattergeneratioii har troet saa blindt
paa Udviklingslæren og hele den moderne naturvidenskabelige
Filosofi som GABRIEL FINNE. Denne Verdensbetragtning stod for
ham som den eneste sande, den eneste uafkortet ærlige og
gjennemførte Forklaring af Tilværelsens og Livets Mysterium. Den
tiltalte ham ved sin logiske Klarhed, sin haarde Pessimisme, sin
oprørske Tvilsaand, men maaske mest ved sin Tendens til at
forenkle, forringe, forgrove Mennesket. Dog sikkert ogsaa ved dens
Tilbøielighed til at søge ned til de dybeste Lag i Menneskeplanten,
til at blotlægge de animalske Drifter og Lidenskaber, — her laa jo
Udspringet til en ny Mystik.
I et Foredrag, som FINNE holdt i Studentersamfundet Høsten
1890, udtalte han bl. a. : „Verden, set gjennem Litteraturen fra
50-til yo-Aarene og den senere saakaldte Virkelighedslitteratur, tager
sig ud som et Landskab, hvor fra Tidernes Begyndelse nøgne
afskyelige Mænd kryber omkring og gjør de i noble Klædebon
indhyllede Damer Livet surt. Men saa stiger Digterne op i Skyen
og holder Generalprøve paa Dommedag, paa det at Mændenes
Øine itide skal oplades for Kvindens Hvidhed, og hendes Øine
aabnes for hans Træskhed." I disse haanlige Ord kan man høre
Anslaget til en Bog, som vor Digter da havde givet sig ikast med.
Det var Romanen „To Damer" (1891), hans alvorligste Forsøg i
Retning af en naturalistisk gjennemført Menneskeskildring.
Hovedmotivet er en Ægteskabshistorie udført i Strindbergsk Aand, d. v. s.
ud fra den Opfatning, at Forholdet mellem Mand og Hustru med
Nødvendighed blir en Kamp eller rettere sagt et Slagsmaal paa
Liv og Død. Den ene af de to Damer er et tarveligt, temmelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
